Esbjerg-profil skifter til Nantes

Skrevet af admin

30/01/2014

Dagens topnyheder

Forsvarsspilleren Kian Hansen skifter fra Esbjerg til franske FC Nantes. Det oplyser den franske klub torsdag.

24-årige Kian Hansen har skrevet under på en fire og et halvt år lang kontrakt med klubben, der for tiden indtager ottendepladsen i Ligue 1. Danskeren lejes dog ud til Esbjerg frem til sommer, og færdiggør således Superligasæsonen.

- Kian har været en af de bærende kræfter på et fantastisk flot eventyr i Europa og har vist, at han har et meget højt niveau, så det er en flot og fortjent ny udfordring, han nu får, siger Esbjerg-træner Niels Frederiksen i en pressemeddelelse.

- Det er den rette klub for Kian, som spiller på en måde, der passer fint for ham. Det er et skridt op uden at være alt for svært at få spilletid, så jeg synes, at det er det rigtige skridt på karrierestigen.

Esbjerg-ledelsen oplyste allerede onsdag i en selskabsmeddelelse, at man var blevet enig med en udenlandsk klub om et salg af midterforsvareren.

Det eneste der manglede for, at en handel var på plads, var, at Kian Hansen blev enig med sin nye klub om de personlige detaljer, og at han bestod lægetjekket. Og de ting faldt på plads i løbet af torsdagen.

Kian Hansen kom til Esbjerg fra Grindsted som drengespiller og fik sin debut på førsteholdet i december 2008.

Efter et par svære sæsoner slog han igennem som en boldspillende midterforsvarer i 2011/12, hvor klubben spillede en sæson i den næstbedste række.

Han markerede sig stærkt sidste forår, hvor esbjergenserne vandt pokalfinalen og har også været i landstræner Morten Olsens søgelys.

Han blev udtaget til landsholdstruppen til kampene mod Georgien og Armenien i juni, men har endnu sin første A-landskamp til gode.

Tidligere på ugen offentliggjorde Esbjerg, at landsholdsspilleren Peter Ankersen skifter til Red Bull Salzburg, når superligasæsonen er færdigspillet.

/ritzau/