Esbjerg-profil vil tilbage i Europa: Mere vil have mere

Skrevet af admin

28/02/2014

Mest læste i dag

Esbjergs mange europæiske kampe i det seneste halve år har tæret hårdt på kræfterne, men oplevelsen har været kæmpestor.

Sådan sammenfatter U21-landsholdsspilleren Jonas Knudsen det vestjyske togt i Europa League, der sluttede efter 1-1 mod Fiorentina torsdag aften.

- At være med i gruppespillet og være ude på de store stadioner er noget af det største, jeg har været med til, siger Jonas Knudsen.

- Det har været så fedt. Bare forberedelserne til de store kampe er noget, vi aldrig har prøvet før. Vi spillede i 1. division og var et år senere ude i Europa. Mere vil have mere. Det er jo ikke sikkert, at vi kan komme i Europa hvert år, selv om vi gerne ville.

Det er otte år siden, Esbjerg sidst har været med i de europæiske turneringer, så derfor var det en klub og en spillertrup, der var relativt uforberedt, da esbjergenserne i efteråret kom med i gruppespillet og dermed fik seks kampe yderligere.

- Det har været lærerigt at prøve at spille mange fodboldkampe og virkelig blive testet tre gange om ugen i et halvt år. Det er noget, man lige skal vænne sig til. Det er altså ikke noget, man bare lige gør, og det kan man også se på nogle af resultaterne.

- Der er bare forskel på at spille ude i Europa og så komme hjem og spille på nogle af de stadioner, der er i Superligaen. Vi har lært, at man skal være koncentreret hele tiden. De er for gode i Superligaen til, at man kan slække 10 procent, erkender Jonas Knudsen.

Esbjergs deltagelse i Europa League sluttede i 1/16-finalen.

/ritzau/