Esbjerg-profiler: Vi er altså ikke videre endnu

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Esbjerg er på papiret meget tæt på at gå videre fra Europa Leagues gruppe C, efter at klubben torsdag vandt 2-1 ude over svenske Elfsborg.

Faktisk kan Esbjerg komme videre allerede i næste spillerunde, hvis alt går op i en højere enhed.

I den vestjyske fodboldklub føler man sig dog ikke sikre på avancement, selvom man har et forspring på fem point ned til de nærmeste konkurrenter med kun tre spillerunder tilbage i gruppen.

- Chancerne er ikke blevet ringere, end de var før, må vi sige. Men det er slet ikke afgjort endnu, siger Esbjerg-træner Niels Frederiksen.

- Vi har bragt os selv i en ganske gunstig position, men vi skal have flere sejre og point for at gå videre. Men vi har gjort livet en anelse lettere for os selv med sejren, siger han.

Veteranen Hans Henrik Andreasen blev matchvinder for Esbjerg med to mål på hovedstød.

Den 34-årige midtbanespiller skal heller ikke nyde noget af at sende sin klub videre fra gruppespillet før tid.

- Vi har nogle svære kampe tilbage. Standard Liege på hjemmebane bliver usandsynligt svær, og hjemme mod Elfsborg får vi også problemer igen, det er helt sikkert.

- Vi skal være virkelig dygtige og måske også lidt mere effektive, næste gang vi møder Elfsborg. Det er stadig svært, men chancen er der nu, siger Hans Henrik Andreasen.

Esbjerg har seks point efter tre kampe i gruppe C.

Østrigske Red Bull Salzburg topper gruppen med ni point efter 2-1-sejren hjemme over Standard Liege.

Belgierne har kun et point ligesom Elfsborg. To hold går videre.

Esbjergs næste gruppekamp er også mod Elfsborg, når den svenske klub den 7. november kommer på besøg i Blue Water Arena.

Hvis Esbjerg vinder den kamp, og Standard Liege samtidig ikke formår at besejre Salzburg på hjemmebane, så er vestjyderne sikre på at gå videre før de sidste to gruppekampe.

/ritzau/