Esbjerg sender Silkeborg i alvorlige problemer

Esbjerg var skarpest i begge ender, og et fikst mål af Arnor Smarason skulle vise sig at være nok til at få tre point.

Nederlaget til Silkeborg betyder, at AC Horsens, Brøndby og Silkeborg alle er på 28 point, men Horsens og Brøndby er en kamp bagud mod henholdsvis Randers og OB. Esbjerg er derimod oppe på 5. pladsen med imponerende 38 point.

Esbjerg åbnede kampen med mest energi og vilje til at sætte sig på kampen. Hurtige Martin Braithwaite havde gode forhold overfor Silkeborgs IFs midterforsvar med Sune Kiilerich og Jesper Mikkelsen. Flere gange lykkedes det ham at komme til afslutning, men Silkeborgs nye målmand Gunnar Nielsen reddede flot ved Braithwaites største chance i første halvleg.

Silkeborg havde også et par fornuftige angreb i første halvleg, hvor Kasper Risgård og Marvin Pourie stod for det farligste af dem. Risgård lagde flot bolden ind i Pourie i feltet, men Pourie var for en sjælden gangs skyld ikke så koldblodig.

Ligesom i første halvleg åbnede Esbjerg bedst i anden halvleg, og igen var det med Martin Braithwaite i en hovedrolle. Den hurtige angriber oversprintede lidt sløve Mikkelsen og lagde bolden forbi Gunnar Nielsen. Tilbage stod kun Arnor Smarason, som med en smart sparkefinte gjorde sig selv helt blank foran målet, som han kunne trille bolden ind i. Kølig detalje fra både Braithwaite og Smarason.

Silkeborg kom bedre ind i kampen efter Esbjergs føringsmål. Det mundede ud i flere gode muligheder til blandt andre Marvin Pourie og indskiftede Nicolai Køhlert.

Til sidst i kampen gik trafikken på banen udelukkende mod Esbjergs mål, og det blev til flere gode indlæg, som dog aldrig kastede oplagte scoringsmuligheder af sig.

Kort før slutfløjt burde Martin Braithwaite været blevet præsenteret for et direkte rødt kort, da han sparkede Jesper Mikkelsen. Højest overraskende afværgede dommeren, selvom sparket var helt åbenlyst.

Silkeborgs resterende kampe i denne sæson:

FCN, nr. 2 (h)

ACH, nr. 11 (u)

FCM, nr. 6 (h)

OB, nr. 5 (u)

 

 

 

Dagens Gossip