Esbjerg skal købe ind

Esbjerg-træner Niels Frederiksen kalder det et tab, at landsholdsangriberen Martin Braithwaite skifter til en unavngiven klub i udlandet.

Salget betyder, at andre må tage over, men der skal også handles, forventer træneren.

- Jeg har fuld tiltro til det hold, vi har, og jeg er sikker på, at der er andre spillere, der tager over. Og samtidig er jeg også sikker på, at vi får suppleret truppen med nye spillere i de sidste 14 dage i transfervinduet, siger Niels Frederiksen til DR Sporten.

Ifølge DR Sportens oplysninger skifter Braithwaite, der scorede det danske 2-1-mål i onsdagens 2-3-nederlag til Polen, til franske Toulouse.

Inden weekendens kampe er Esbjerg på andenpladsen i Superligaen. Her har Braithwaite i denne sæson bidraget med tre mål.

Med salget af Martin Braithwaite opjusterer EfB Elite A/S forventningerne til det økonomiske resultat for 2013 til et overskud på 10-12 millioner kroner før skat.

/ritzau/

 

Dagens Gossip