Esbjerg-skurk er ikke enig i dyr udvisning mod AGF

Skrevet af admin

08/08/2016

Dagens topnyheder

Esbjerg kom mandag aften i fjerde forsøg på pointtavlen i Alka Superligaen, da det hjemme på Blue Water Arena blev til 2-2 mod AGF i en kamp, hvor vestjyderne spillede hele anden halvleg i undertal.

Hjemmeholdet var foran med 2-1 kort før pausen, da Awer Mabil blev udvist efter en batalje med Martin Spelmann. Det 20-årige talent mente efter opgøret ikke, at han skulle have været udvist.

- Jeg mener ikke, det var til et rødt kort. Han startede først, men jeg tager selvfølgelig skylden for at reagere på provokationen. Gult kort havde været på sin plads, men det er jo dommerens beslutning, der tæller, siger han.

Udvisningen gjorde, at Esbjerg blev presset langt tilbage efter pausen, og Awer Mabil tager sin del af skylden.

- Jeg er skuffet over mig selv, for det var min skyld, at vi ikke vandt. Vi var bedre end dem, da det var 11 mod 11. Vi spillede godt som et hold i første halvleg og kom også fortjent foran med to mål, siger australieren.

Cheftræner Colin Todd var tilfreds med holdpræstationen kampens udvikling taget i betragtning.

- Det blev selvfølgelig svært efter, at vi blev reduceret til 10 mand, men når jeg ser bort fra det, så traf vi gode beslutninger efter en hård periode med mange negative oplevelser.

- Vi scorede to gode mål, og vi viste, hvad der skal leveres i kampene. Vi skiftede en del ud i forhold til seneste kamp og stillede blandt andet med en helt ny central midtbane. Det klarede vi fint, siger han.

Han glædede sig desuden over det ene point, som mentalt betyder en del for det hårdtprøvede Esbjerg-mandskab.

- Det gør selvfølgelig ondt, når man som os var tæt på at tage tre point, og så ikke får det, men vi kører på. Vi må trods alt glæde os over, at vi nu er på pointtavlen, siger Colin Todd.

/ritzau/