Esbjerg-spillere: Pinlig defensiv indsats mod Randers

Efter Randers FC's første 14 kampe i Superligaen har kronjyderne scoret 15 mål. En femtedel af de scoringer faldt i lørdagens 3-2-sejr hjemme over Esbjerg.

Ifølge gæsternes Ryan Johnson Laursen afgjorde Esbjergs hullede defensiv kampen i Randers.

- Vi dækkede simpelthen for dårligt op i dag. De scorede tre mål og havde chancer til endnu flere. Det er vi langt fra tilfredse med, siger Esbjergs højreback.

Den 22-årige amerikanskfødte dansker mente dog ikke, at det havde været ufortjent, hvis Esbjerg havde udlignet i opgørets døende minutter.

- Jeg synes faktisk, at vi præsterede udmærket offensivt i dag. Vi havde ikke så mange store chancer som Randers, men fik alligevel spillet os frem til et par stykker, lyder det fra Ryan Johnson Laursen.

Den udmelding møder dog ikke opbakning hos holdkammerat Jakob Ankersen, der var meget klar i mælet efter lørdagens nederlag.

- Vi var pivringe – mest defensivt, men det var heller ikke godt nok over hele linjen. Det havde været tyveri, hvis vi havde scoret til sidst og snuppet det ene point, siger Ankersen, der spillede hele kampen.

For midterforsvarer Eddi Gomes blev det kun til en enkelt halvleg. Et gult kort og optakt til endnu et fik Esbjerg-træner Niels Frederiksen til at skifte Gomes ud med Daniel Stenderup i pausen.

- Forsvaret stod ikke specielt godt, og Eddi var måske en smule overtændt. Det ville bestemt ikke blive bedre, hvis vi skulle spille de sidste 45 minutter en mand i undertal, siger Esbjergs cheftræner.

Lørdagens nederlag til Randers betyder, at Esbjerg kan risikere at rasle ned til tabellens tiendeplads efter søndagens fire Superliga-kampe.

/ritzau/

Dagens Gossip