Esbjerg starter med seks nye i Firenze

Skrevet af admin

27/02/2014

Mest læste i dag

Esbjergs træner Niels Frederiksen lovede ikke for meget, da han onsdag varslede et forandret hold til returkampen mod Fiorentina i aften.

Frederiksen har udskiftet mere end halvdelen af de spillere, der var med fra start i mandagens 2-1-sejr over FC Nordsjælland.

Dermed håber han, at de stamspillere, der bliver sparet mod italienerne, har friske ben til søndagens møde med OB.

Målmand Martin Dúbravka, forsvarerne Jerry Lucena og Jonas Knudsen, midtbanespilleren Jeppe Andersen og angriberen Martin Pusic er de eneste, der har fået genvalg i forhold til i mandags.

På højre back bliver Peter Ankersen erstattet af Ryan Johnson Laursen, mens Davidson Drobo-Ampem træder ind i centerforsvaret på bekostning af Michael Jakobsen.

På højrekanten spiller Jesper Rasmussen i stedet for Jakob Ankersen, mens Casper Nielsen træder ind på modsatte fløj, hvor Jeppe Andersen bliver skubbet ind i midten. Her kommer han til at ligge ved siden af aftenens anfører Martin Bergvold.

Duoen erstatter Hans Henrik Andreasen og Magnus Lekven.

Helt fremme får Esbjergs europæiske topscorer, Mick van Buren, sine første spilleminutter i foråret, når han bliver makker med Pusic.

Mohammed Fellah, der startede inde i mandags, er skadet og derfor ude af betragtning.

Her er Esbjergs startopstilling:

Martin Dúbravka - Ryan Johnson Laursen, Jerry Lucena, Davidson Drobo-Ampem, Jonas Knudsen - Jesper Rasmussen, Jeppe Andersen, Martin Bergvold, Casper Nielsen - Mick van Buren, Martin Pusic.

Esbjerg er bagud med 1-3 efter den første kamp i sidste uge. Returkampen sparkes i gang klokken 21.05.

/ritzau/