Esbjerg-træner ærgrer sig over dumt Brøndby-mål

Skrevet af admin

04/10/2015

Dagens topnyheder

Mange hold ville være tilfredse med at slippe fra Brøndby Stadion med et uafgjort resultat.

Men sådan var stemningen ikke helt hos Esbjergs hold, efter at klubben fra den nedre ende af Alka Superligaen søndag aften spillede 1-1 ude mod Brøndby.

Gæsterne leverede ellers en stærk indsats og fik udlignet fem minutter før tid ved indskiftede Mick van Buren.

- Vi er lidt skuffede, siger Nicki Bille.

- Ikke meget skuffede, men lidt skuffede, siger Esbjerg-angriberen.

Ærgrelsen hos det gæstende hold skyldtes ikke mindst Brøndbys føringsmål efter 58 minutter.

Teemu Pukki fik fuldstændig uhindret lov til at løbe fri til at modtage bolden efter et frispark fra Magnus Eriksson, og så kunne Brøndbys finske topscorer score til 1-0.

- Vi skal bare have øjnene på bolden, siger Esbjergs midlertidige cheftræner, Michael Pedersen.

- Med et godt vestjysk ord er det træls. Det er uopmærksomt, det er ikke professionelt nok.

- På det her niveau kan man ikke bare stå og vende ryggen til. Det er et virkelig dumt mål at indkassere, siger træneren.

Michael Pedersen havde før kampen efterspurgt mod hos sine spillere, og de levede op til ønsket.

- Vi havde aftalt, at vi skulle stresse Brøndby-spillerne langt fremme på banen. Jeg tænkte, at vi på den måde kunne frigive nogle flere ressourcer, når vi havde bolden. Som kampen skred frem, blev vi mere og mere modige, og det var fint, siger træneren.

Esbjerg havde nogle gode muligheder i første halvleg, inden Brøndby pludselig skabte fem gode chancer på fem minutter.

- Det var hektisk. Lige i den periode var jeg glad for, at vi kom til pause med 0-0, siger Michael Pedersen.

Nicki Bille er tilfreds med, at Esbjerg fik tiltvunget sig overtaget efter Brøndbys scoring.

- Mange hold i vores situation kunne godt være gået ned. Men vi viste, at vi er mandfolk, og at vi er et hold. Det er rigtig stærkt, at vi kom tilbage, siger angriberen.

Esbjerg kom med det uafgjorte resultat op på tiendepladsen i Superligaen. Klubben har 11 point for 11 kampe.

/ritzau/