Esbjerg-træner blev underholdt af sin stærke defensiv

Skrevet af admin

11/04/2016

Dagens topnyheder

FC Nordsjælland har i de seneste to hjemmekampe slået FC Midtjylland og FC København, men Esbjerg formåede Farum-klubben ikke at knække i mandagens Superligakamp.

Kampen bød ikke på mål, men til gengæld bød den på solidt forsvarsspil fra især gæsterne.

- Vi er en del af underholdningsindustrien, og synes man, det er underholdende at se en fodboldkamp, hvor et af holdene forsvarer, så synes jeg, at vi gjorde det rigtig, rigtig godt her, siger træner Jonas Dal.

- Hvis man kun synes, det er underholdende, når boldene smækkes op i hjørnet, så var det ikke vores kamp. Men jeg var meget, meget underholdt af den indsats, drengene leverede defensivt.

Op til kampen havde Jonas Dal netop haft fokus på, at FC Nordsjællands stærke offensiv skulle tæmmes.

- Vi vidste godt, at hvis vi gav dem for meget plads, så ville de kreere mere, end de fik lov til. Det var først og fremmest det, det handlede om for os, siger Jonas Dal.

- Jeg synes egentlig, at vi skabte rigeligt med chancer til at score, men vi ville gerne have haft mere boldbesiddelse. Der forsømte vi noget i kampen.

Især de to centrale forsvarsspillere, Daniel Stenderup og Jeppe Brinch, høstede roser fra træneren.

- Vi har respekt for FC Nordsjælland, og det med rette, for jeg synes godt nok, de er dygtige, hvis de bliver retvendte foran et midterforsvar.

- Det måtte de for alt i verden ikke, og jeg har lige rost mine midterforsvarere for den måde, de fik skubbet op på de spillere, der hele tiden lå i det rum, siger Jonas Dal.

Kort inden kampen offentliggjorde Esbjerg, at klubben netop har forlænget kontrakten med Jeppe Brinch frem til sommeren 2019.

/ritzau/