Esbjerg-træner havde høj puls i hektisk afslutning

Skrevet af admin

25/10/2013

Dagens topnyheder

Esbjerg-træner Niels Frederiksen er forståeligt nok tilfreds efter 2-1-sejren ude over Elfsborg, der bringer hans hold tæt på avancement fra Europa League-gruppespillet.

To mål af veteranen Hans Henrik Andreasen var nok til at sikre Esbjerg sejren, men det brændte på til slut.

- Vi sad ude på bænken og sagde til os selv, da det stod 1-0, at vi lige skulle score en gang mere.

- Så ville vi dræbe kampen. Men man kan ikke gardere sig mod det mål, som Elfsborg laver, siger Niels Frederiksen.

Jon Jönsson hamrede efter 69 minutter et frispark ind til 1-2, kort efter at Hans Henrik Andreasen havde scoret for anden gang i kampen.

Og til sidst var hjemmeholdet flere gange ved at udligne.

- Dér er pulsen vel en anelse højere end normalt. Det var selvfølgelig lidt hektisk. Det var da nervepirrende, men spillerne stod godt imod, siger Niels Frederiksen.

Esbjerg har seks point efter tre kampe i gruppe C.

Østrigske Red Bull Salzburg topper med ni point efter 2-1-sejren hjemme over Standard Liege.

Belgierne har kun et point ligesom Elfsborg. To hold går videre.

Esbjergs næste gruppekamp er også mod Elfsborg, når den svenske klub den 7. november kommer på besøg i Blue Water Arena.

/ritzau/