Esbjerg-træner jubler over fantastisk form

På forhånd kunne man have sagt sig selv, at der ville være klasseforskel mellem forårets bedste og dårligste hold.

Og sådan kom det også til at gå, da Esbjerg pillede OB fra hinanden med 6-2 i træner Jess Thorups sidste hjemmekamp.

Esbjerg, der nu har fået 28 point i 12 kampe, forværrede OBs krise med en pragtpræstation, som må få kommende europæiske modstandere til at spærre øjnene op.

- Det var fantastisk. Der var over 9.000 tilskuere på stadion, og vi beviser bare endnu en gang på banen, at vi pt. er Danmarks bedste hold, sagde banens bedste spiller Jakob Ankersen til Canal 8.

Det så ellers ikke sådan ud i kampens begyndelse.

Udeholdet fra Fyn har kun skrabet sølle seks point sammen i dette forår, men kom stærkt fra land i det vestjyske og scorede allerede i de første minutter.

Med flot kombinationsspil fra Emil Larsen og Marcus Pedersen gik det pludselig for stærkt for Esbjergs forsvar, der denne sæson har hold målet rent i 16 kampe, og Christian Andersen satte nemt og udækket bolden ind.

Esbjerg så her endelig ud til at være ramt af de tømmermænd, der utvivlsomt har været siden og pokaltriumfen og den efterfølgende turneringssejr over FCK, men OB udnyttede ikke momentum, og så slog hjemmeholdet til.

I den grad.

Seks mål bankede Esbjerg ind, og selv om indskiftede Krisztian Vadocz udlignede til 2-2 kort inde i anden halvleg, var forskellen til at tage og føle på.

OB spillede uden løbelyst, vilje, mod eller motivation og blev udstillet i svær grad.

Specielt 4-2-målet var en perle, der viste Esbjergs klasse og det modsatte for OB. Ankersen-brødrene spurtede nemt op ad højrekanten og bankede til sidst bolden op i hjørnet efter en hælaflevering. Fra Jakob Ankersen til Peter Ankersen.

- Vi har været igennem lidt hårdt efterår, men foråret har løsnet op for potentialet, og det her kulminerer lidt i en fantastisk forårssæson. Det er lidt svært at sætte ord på, sagde Peter Ankersen.

Hvad han ikke kunne sige på tv, viste han og holdkammeraterne på banen.

Dagens Gossip

Dagens TV