Esbjerg-træner kender intet til modstandere i Europa

Esbjerg skal enten en tur til Kasakhstan eller Albanien, når holdet træder ind i anden kvalifikationsrunde i Europa League.

Kendskabet til de pågældende hold er yderst begrænset, men vestjydernes træner Niels Frederiksen glæder sig til et nyt europæisk eventyr.

Menuen står på enten 6649 kilometers rejse til Kasakhstan mod Kairat Almaty eller mere beskedne 2489 kilometer til den albanske modstander FK Kukesi.

Disse to mandskaber tørner sammen i første runde, og vinderen venter på Esbjerg i anden kvalifikationsrunde.

- Spændende er det første ord, jeg kommer i tanke om. Men jeg kender absolut intet til de her hold overhovedet på nuværende tidspunkt.

- Geografisk kunne det nok ikke blive meget værre, men omvendt kunne vi også være røget ind i stærkere hold på papiret. Succeskriteriet er helt klart, at vi skal gå videre som det seedede hold, siger Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Kairat Almaty blev i sidste sæson nummer fem i den kasakhstanske liga og er lige nu placeret på andenpladsen i tabellen.

Endnu bedre er det gået FK Kukesi, som har hevet to andenpladser hjem i de to seneste sæsoner i den bedste albanske række.

Esbjerg havde sidste år et fantastisk europæisk eventyr, hvor endestationen blev italienske Fiorentina i 1/16-finalen i Europa League.

- Både økonomisk og sportslig fik vi en masse ud af kampene i Europa League, hvor vi kom på den internationale scene og fik set, hvad næste hylde af fodbold indeholder.

- Det vil glæde os at kunne gøre det igen, men så kræver det også, at vi i hvert fald vinder samlet i de to første kampe, understreger Frederiksen.

- Vi skal selvfølgelig have set en masse video på dem, så vi får et realistisk indtryk af, hvad der venter os. Så vi kan kun forberede os så godt som muligt og få understreget over for spillerne, at de ikke skal undervurdere nogle modstandere i europæisk fodbold.

- Når jeg tænker på Kasakhstan og Albanien, så tænker jeg på nogle fysiske fodboldspillere, der kan løbe solen sort, så det bliver formentlig noget af det, vi skal dæmme op, vurderer han.

Det første opgør spilles på udebane 17. juli, mens der er retur på Blue Water Arena 24. juli.

/ritzau/

Dagens Gossip