Esbjerg-træner om comeback: Mental muskel blev større

Skrevet af admin

22/11/2015

Dagens topnyheder

Esbjerg hentede søndag eftermiddag et vigtigt point til overlevelseskampen i Alka Superligaen, da det hjemme blev 4-4 mod bundkonkurrenten Hobro, der ellers førte 4-1 en overgang i anden halvleg.

Vestjyderne fastholder med det uafgjorte resultat et forspring på seks point til Hobro på sidstepladsen.

Esbjerg-træner Jonas Dal, der har en fortid som Hobro-træner, var tilfreds med sit holds mentale præstation efter en hård start på kampen, hvor Esbjerg efter 19 minutter var nede med 0-3.

- Det er stadig status quo i bunden nu, og det gav noget mentalt til os i og med, at vi ikke rendte ind i et nederlag til vores direkte konkurrent.

- Den mentale muskel blev endnu større og stærkere i dag, siger Jonas Dal.

Midtbanespilleren Casper Nielsen fortalte efterfølgende, at resultatet føltes som en sejr.

- Vi må vist erkende, at det var et vundet point, for det var en fuldstændig vanvittig fodboldkamp.

- Når man lukker fire mål ind, kan man ikke forvente at få point, men det gjorde vi så alligevel. Der er nu nok at arbejde med fremadrettet, påpeger han.

Den 21-årige Esbjerg-kantspiller pointerede vigtigheden af at holde afstanden til Hobro i bunden af rækken.

- Det var et vigtigt point med henblik på bundstriden, for det vil et eller andet sted være med til at give os noget ro i forhold til, hvis vi havde tabt, og Hobro var rykket tættere på os i tabellen, siger Casper Nielsen.

Esbjerg-anfører, Magnus Lekven, fokuserede på, at han og holdkammeraterne kom tilbage i kampen efter at være nede med 1-4.

- Det var vigtigt at Hobro ikke fik de tre point, så vi stadig kan holde en vis afstand ned til dem.

- Vi ville selvfølgelig gerne have vundet, men vi kan dog også bruge det ene point. Desuden gav det noget mentalt til holdet i den måde, vi kom tilbage på, siger Lekven.

Esbjerg møder OB på udebane i næste runde.

/ritzau/