Esbjerg-træner om forår: Vores defensiv er kommet langt

Skrevet af admin

22/05/2016

Mest læste i dag

Esbjerg vandt søndag aften med 2-1 ude over AaB på Nordjyske Arena. Dermed gav vestjyderne en hjælpende hånd til FC Midtjylland, Sønderjyske og Brøndby forud for de to sidste spillerunder.

For Esbjerg har det dog været et forår i bunden af tabellen uden det store resultatmæssige pres efter Hobros sikre nedrykning til den næstbedste række.

Træner Jonas Dal havde som mål at stabilisere Esbjerg-holdets struktur, da han kom til klubben, og i et noget spændingsløst forår har Esbjerg-holdet ifølge Dal løftet sig defensivt.

- Det har været irriterende, at der ikke har været noget på spil, så der i stedet er kommet alle mulige andre ting op at snakke om. Det har været træls.

- Men jeg har hele tiden haft den filosofi, at hvis vi gør det godt rent defensivt, så kommer det offensive også meget lettere.

- Jeg synes, at vi defensivt står rigtigt godt. Vi er kommet langt med vores positioner på banen, men vi halter stadigvæk en lille smule i spillet frem ad banen, siger Jonas Dal.

I søndagens sejr over AaB formåede Esbjerg i store periode at stå kompakt og holde nordjyderne væk fra chancer.

- Det er fedt at se, at når vi øver os i nogle ting, kan vi også udføre dem på banen. Det er jeg meget lettet over, siger Jonas Dal.

- På den måde går jeg også på sommerferie med en vished om, at når vi nok skal få udbytte, når vi øver os i noget.

Esbjerg-træneren vil dog endnu ikke evaluere endeligt på den snart overståede Alka Superligasæson.

- Det er for tidligt at tale om, men vi skal selvfølgelig have mere struktur på det til næste sæson, og derfra skulle vi gerne få tingene til at sprudle, slutter han.

Esbjerg har i 31 kampe hentet 30 point. Vestjyderne skal i de sidste to spillerunder op imod FC København hjemme og Randers FC på udebane.

/ritzau/