Esbjerg-træner om sejr: Stor præstation af spillerne

Skrevet af admin

18/05/2015

Dagens topnyheder

Esbjerg tog mandag aften en uhyre vigtig sejr, da det blev 3-1 på udebane over FC Nordsjælland i Alka Superligaen.

Træner Niels Frederiksen glæder sig over sejren, men forventer ikke, de seks point der er ned til FC Vestsjælland under nedrykningsstregen, er nok til redning.

- Vi skal have flere point, for 34 point er ikke nok. Jeg synes ikke, vores pointhøst har været så ringe, men det er da forløsende og giver energi og tro på tingene, at vi vinder to kampe i træk for første gang i sæsonen.

- Vores plan var at stå lavt og kompakt og køre på omstillinger, og det gik, som det skulle. Vi arbejdede stenhårdt, og det gik, som vi havde planlagt, endda uden en række af vores stamspillere, siger Frederiksen.

- Spillerne var rolige og helt klare i hovedet og gav klart udtryk for, at de var sikre på, de nok skulle køre den hjem. Det var en stor præstation af dem.

Blandt de profiler, som måtte melde afbud til kampen, var Magnus Lekven, som trak sig efter opvarmningen og blev erstattet af kantspilleren Emil Lyng.

Emil Lyng scorede til 1-0 og fremtvang et straffespark til 2-0-scoringen

- Jeg er rigtig glad for at score og fremtvinge straffesparket, som vi scorede på for en gangs skyld. Det er meget positivt, vi fik tre point med herfra. Jeg er først og fremmest glad for, vi vandt, og så må vi se, om det er nok til at redde os i det lange løb.

- FC Vestsjælland får gode resultater for tiden, men når de vinder, vinder vi heldigvis også, og jeg tror på, vi klarer den, siger Lyng.

Emil Lyng håber på, at hans præstation er nok til, han starter inde i næste kamp.

- Jeg skulle ikke have startet inde, men vidste godt, Magnus var tvivlsom. Jeg havde forberedt mig på, at jeg kunne spille fra start, og jeg føler, jeg fik vist mig godt frem. Jeg håber på, det er nok til at spille fra start næste gang.

Esbjerg har seks point ned til FC Vestsjælland og møder på torsdag Sønderjyske på hjemmebane.

/ritzau/