Esbjerg-træner ser Elfsborg som FC Nordsjælland-klon

Skrevet af admin

23/10/2013

Dagens topnyheder

Esbjerg er forberedt på at møde en svensk udgave af FC Nordsjælland, når den vestjyske fodboldklub torsdag aften møder Elfsborg i Borås i Europa League-gruppespillet.

Det slog Esbjergs cheftræner, Niels Frederiksen, fast på onsdagens pressemøde i Borås Arena.

- Vi er helt overbeviste om, at vi kommer til at møde et rigtig godt fodboldhold, der spiller meget på den måde, som FC Nordsjælland spiller.

- Vi tror, at vi ved, hvad vi kommer til at stå over for, men vi ved, at det er en flok dygtige fodboldspillere, siger Niels Frederiksen.

FC Nordsjælland tabte i Europa League-kvalifikationen til netop Elfsborg, der har danskerne Kevin Stuhr Ellegaard og Mikkel Beckmann i truppen.

Sammenligningen mellem FC Nordsjælland og det svenske mesterhold ligger også lige for på en anden måde.

Begge klubber spiller deres hjemmekampe på kunstgræs, så på den front er Esbjerg lidt bagud før torsdagens første fløjt i Borås.

- Det er ikke noget, vi er vant til. Vi spiller kun et par kampe om året i Superligaen på kunstgræs, og det er, når vi møder FC Nordsjælland. Det er den eneste klub i Danmark, der har kunstgræs.

- I vinterperioden fra december til februar træner vi på kunstgræs, så vores spillere har prøvet det.

- Men det bliver et anderledes underlag, og vi har besluttet, at dagens træning skal bruges til at vænne os til underlaget. Vi skal ikke lave så meget taktisk, men mere få en fornemmelse af, hvilket underlag vi skal spille på, siger Niels Frederiksen.

Esbjerg har tre point efter de første to af seks kampe i Europa Leagues gruppe C.

Klubben vandt først 2-1 ude over belgiske Standard Liege og tabte dernæst med de samme cifre hjemme til Red Bull Salzburg.

Den østrigske klub fører gruppen med seks point, mens Esbjerg er nummer to med sine tre point.

Standard Liege og Elfsborg har hver et point. De to bedste hold går videre fra gruppen.

/ritzau/