Esbjerg-træner: Største danske præstation i tre år

Esbjergs kvalifikation til Europa Leagues 1/16-finaler er den største danske klubpræstation i Europa, siden FC København leverede store resultater i Champions League i 2010.

Det mener Esbjergs træner Niels Frederiksen efter vestjydernes 1-0-sejr over Elfsborg, der betyder, at holdet er klar til næste runde, selv om der endnu mangler to gruppekampe.

- Da vi kvalificerede os mod Saint-Etienne, var det en stor præstation. At vi nu er videre med to kampe tilbage er selvfølgelig endnu større, siger Niels Frederiksen.

- Det er den største danske præstation i Europa, siden FCK gik videre fra gruppespillet i Champions League for nogle år siden. Der har dog heller ikke været så meget at skrive hjem om siden, lyder det fra Esbjerg-træneren.

Sejren over Elfsborg falder på et tørt sted for esbjergenserne, der har haft det svært i Superligaen i den sidste måneds tid.

- Det her er en fantastisk præstation. Ikke mindst fordi det er nogle spillere, der kom ind til kampen, hvor de ikke var sprængfyldt med selvtillid, konstaterer Frederiksen.

Han kunne se sit mandskab brænde en hel stribe store chancer, inden bolden endelig kom i nettet 20 minutter før tid.

- Det kan godt være, selvtilliden har noget at sige. Men jeg synes heller ikke, vi havde de små marginaler med os. Så ramte Emil Lyng stolpen. Den så Kevin Stuhr Ellegaard (Elfsborgs danske målmand, red.) jo ikke, siger Niels Frederiksen.

Esbjerg mangler fortsat en hjemmekamp mod Standard Liege og en udekamp mod Red Bull Salzburg, inden gruppespillet er overstået.

/ritzau/

Dagens Gossip