Esbjerg-træner: Vi stiller ikke med U19-hold i Europa

Skrevet af admin

08/11/2013

Dagens topnyheder

Der vil blive grublet og spekuleret på Esbjerg-træner Niels Frederiksens kontor fra nu og frem til 28. november, når hans mandskab tager imod Standard Liege.

For Europa League-puljen er afgjort, og dermed kan han give nogle af sine spillere en tiltrængt pause i den kamp og i opgøret mod Red Bull Salzburg to uger senere.

På den anden side er der millioner af kroner at hente med to sejre, ligesom kampene kan være vigtige for at udvikle spillerne.

- Der er mange hensyn at tage. Der er noget økonomi, men det går jeg ikke så meget op i. Men vi har jo ikke noget ud af at stille med et rent U19-hold og så tabe 0-5 på et fyldt stadion herude, siger Niels Frederiksen.

- Der er nogle af vores allerbedste spillere, der får meget ud af at spille de her kampe. Det kan meget vel tænkes, at det er spillerne med størst potentiale, der får mest ud af det, frem for nogle i den anden ende. Det er en overvejelse værd.

- Men vi kommer til at tænke os om. Nu har vi fået frihed til at prioritere Superligaen, og det kommer vi også til at gøre, forklarer Niels Frederiksen.

Med penge i klubkassen og spændende Europa-opgør efter nytår, står januars transfervindue pludselig i et interessant skær.

Esbjerg-træneren er da også klar til at handle.

- Jeg vil gerne have en angriber. Jeg tror også, at vi er den eneste klub i Superligaen, der reelt kun har tre midterforsvarere at vælge imellem.

- Vi må se, hvad vi kan finde ud af, men vi kommer selvfølgelig ikke til at bruge 15 millioner på en spiller for efterfølgende at blive slået ud af Europa League efter to kampe. Det bliver mere langsigtet, siger Niels Frederiksen.

/ritzau/