Esbjerg uden nøglespiller i pokalsemifinalen

Esbjerg håber på sæsonrekord torsdag aften på Blue Water Arena, når det formstærke vestjyske mandskab mod Brøndby skal forsøge at spille sig i sin tredje pokalfinale på syv år.

En af dem, der helt sikkert kommer til sidde blandt tilskuerne, er Esbjergs sædvanlige anfører, Nicolai Høgh, der stadig ikke er kommet sig over den lårskade, han fik før søndagens kamp mod Randers.

- Det er bedre at spille med én, der er helt klar, end at jeg spiller for halv kraft, siger Høgh.

Den 29-årige midterforsvarer har ellers en helt særlig grund til at knokle ekstra hårdt for, at Esbjerg når videre til slutkampen:

Han missede nemlig pokalfinalen i både 2006 og 2008 på grund af skader, og i år er det sidste chance. Høgh forlader nemlig klubben til sommer.

- Der er åbenbart en eller anden forbandelse med mig og pokalturneringen. Jeg ved ikke helt, hvad det er, der foregår. Kommer vi i pokalfinalen, så skal jeg være med denne gang. Ellers skal det da virkelig være alvorligt.

- Tredje gang må da være lykkens gang, siger Nicolai Høgh.

Først skal esbjergenserne dog komme helskindet igennem anden semifinalekamp mod Brøndby, der kæmper en hård kamp om at undgå nedrykning fra Superligaen.

Det blev 1-1 i den første kamp i Brøndby, så alt er åbent inden returkampen ved vestkysten.

- Jeg tør godt at sige, at vi er favoritter. Vi kan klare os med 0-0, og det er dem, der skal op at score på vores hjemmebane. Vi har spillet seks hjemmekampe her i foråret og vundet alle seks, siger Nicolai Høgh.

- Vi kan måske spille lidt mere frit, og vi har ikke så mange ting i baghovedet, som Brøndby måske har, siger han med tanke på, at Esbjerg med 35 point formentlig har reddet sig endnu en sæson i den bedste række.

Kampen spilles torsdag aften klokken 20.30 i Esbjerg.

Sæsonrekorden på Blue Water Arena er 9337 og blev sat i oktober måneds superligamøde med FC København.

/ritzau/

 

Dagens Gossip