Esbjerg vil forgylde Lukas Hradecky

Men den finske keeper Lukas Hradecky har kontraktudløb, og det forsøger Esbjerg at ændre på ved at tilbyde ham lønforhøjelse.

- Lukas står stadig højt på vores prioriteringsliste, og vi er allerede gået langt. Vi har lagt et efter vores målestok meget attraktivt tilbud, der vil gøre ham til en af de mest løntunge spillere i EfB's historie, siger Niels Erik Søndergård, medlem af det sportslige udvalg i Esbjerg.

Men han erkender, at selv med en bombastisk lønningspose, er afstanden mellem parternes forestillinger om økonomien i en aftale lang nok til, at en kontraktforlængelse ser svær ud.

Niels Erik Søndergaard har alligevel ikke givet op. Han taler med Lukas Hradecky selv i et forsøg på at overbevise ham om at forlænge aftalen.

- Vi forsøger at argumentere for den succes, han har været en del af her, og den popularitet, han har i byen. Den vil kun blive større, hvis han forlænger. Vi skal spille i Europa, og han er garanteret at være førstekeeper og skal ikke til at opbygge status, som han ville skulle i en anden klub, lyder Niels Erik Søndergårds argumenter.

Tidligere har Esbjerg-lejren meldt ud, at man helst ser forhandlingerne afsluttet, inden Superligaen går på ferie. Men Lukas Hradeckys far vil øjensynligt hellere vente, til det europæiske marked åbner, med at træffe en beslutning.

Dagens Gossip