Esbjerg vil tage førstepladsen fra Salzburg

Skrevet af admin

11/12/2013

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Esbjerg er allerede sikret deltagelse i forårets 1/16-finaler i Europa League.

Den vestjyske klub går dog efter endnu en sejr i torsdagens udekamp mod østrigske Red Bull Salzburg, der fører gruppe C med maksimumpoint efter fem kampe.

- Vi vil gerne have en god oplevelse og slutte et flot europæisk år godt af.

- Vi ved, at vi kan vinde gruppen med en tomålssejr, så det er selvfølgelig en mulighed, vi vil jagte, siger Esbjerg-træner Niels Frederiksen til klubbens hjemmeside.

Red Bull Salzburg topper gruppen med 15 point, mens Esbjerg er nummer to med 12 point.

Esbjerg tabte 1-2 hjemme til Red Bull Salzburg tidligere i gruppespillet.

Eftersom indbyrdes opgør gælder ved pointlighed, kræver det formentlig en sejr på to mål, hvis Esbjerg skal passere Salzburg i tabellen.

- Vi blev lidt overmatchet, da vi mødte dem på hjemmebane, så nu vil vi vise, at vi har lært af kampen, og at vi kan bide skeer med dem, siger Niels Frederiksen.

Esbjerg må undvære landsholdsspilleren Peter Ankersen, der er ramt af karantæne.

/ritzau/