Esbjergenser sigtet for rå værtshusvold

En 30-årig esbjergenser har torsdag i Retten i Esbjerg fået en straksdom på 60 dages fængsel i en sag om rå værtshusvold. Dommen blev gjort betinget mod, at manden udfører 80 timers samfundstjeneste.

Dommen er faldet, mindre end 12 timer efter at volden blev begået.

Det oplyser vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden var blevet sigtet efter straffelovens paragraf om særlig rå, brutal eller farlig vold efter et overfald på et værtshus i Esbjerg. Han er sigtet for at smadre et glas i ansigtet på en anden værtshusgæst.

Torsdag blev manden fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Esbjerg, men i stedet for at afsige kendelse om varetægtsfængsling, som det sker i de fleste grove voldssager, valgte retten i stedet at give manden en dom på stedet, hvilket han accepterede.

Da dommen blev gjort betinget, undgik den 30-årige altså også varetægtsfængsling. Det kan nemlig kunne komme på tale i sager, hvor dommen lander på - eller må antages at lande på - mindst 30 dages ubetinget fængsel.

Det voldelige overfald fandt sted omkring klokken 2.15 natten til torsdag. Det gik ud over en 23-årig mand, som den 30-årige forinden havde været oppe og diskutere med. Der er ikke oplysninger om, hvad mændenes konflikt handlede om.

- De to havde småprovokeret hinanden, inden den 30-årige slår et glas ind i ansigtet på den 23-årige, så glasset splintres, siger Ole Aamann.

Den 23-årige, der også er fra Esbjerg, måtte på skadestuen og behandles for skader i ansigtet. Hans øjne har ikke taget skade, lyder meldingen fra politiet.

/ritzau/

Dagens Gossip