Esbjergs matchvinder: Endelig fik jeg chancerne

Skrevet af admin

29/11/2013

Dagens topnyheder

Esbjergs Mick van Buren kan være manden, der sørger for, at pokalvinderne ikke kommer til at overvintre under nedrykningsstregen i Superligaen.

Hollænderen var torsdag aften tilbage i den stil, han startede sæsonen i, da han lavede begge mål i Esbjergs 2-1-sejr over Standard Liege i Europa League. Dermed fik han sat en stopper for to og en halv måneders måltørke.

- Det var virkelig godt at få scoret igen, og det håber jeg da, at jeg kan fortsætte med i de sidste kampe før vinterpausen, siger Mick van Buren.

- I de seneste kampe har jeg slet ikke haft nogle chancer, men i dag kom de. Jeg havde vel tre muligheder og scorede to mål. Det giver selvfølgelig selvtillid, som angribere har brug for.

Van Buren sendte bolden i nettet første gang efter 18 minutter, da bolden tilfældigt havnede hos ham efter Jakob Ankersens afslutning.

Og hollænderen var stort set impliceret i samtlige farlige Esbjerg-situationer i resten af kampen.

- Ved det første mål havnede bolden pludselig foran fødderne på mig. Det er sådan noget, man håber på som angriber, men jeg synes også, det er en af mine kvaliteter at placere mig rigtigt i feltet, siger Mick van Buren.

Seks sejre i syv europæiske kampe står i skarp kontrast til Esbjergs øjeblikkelige bedrifter i Superligaen, hvor holdet ligger under nedrykningsstregen.

- Det er utroligt, hvordan det går i Europa, og jeg har ingen forklaring på, hvorfor vi klarer os så godt. Måske er det fordi, vi får mere plads, fordi modstanderne gerne vil spille fodbold mod os, mener Mick van Buren.

På mandag skal Esbjerg møde AaB i Superligaen, og her får van Buren mulighed for også at få bugt med sin målløshed i den hjemlige liga.

Han er noteret for fem mål, men har ikke scoret siden femte spillerunde 19. august.

/ritzau/