Esbjergs matchvinder: Vi fortjener DM-guldet

Skrevet af admin

20/04/2016

Mest læste i dag

Der blev spillet ishockey hele aftenen non stop i Herning, da Esbjerg Energy sent tirsdag sikrede sig det danske mesterskab.

Guldmedaljerne kunne hænges om halsen på Esbjerg-spillerne efter en ordinær kamp, der endte 2-2, hvorefter holdene i den sjette DM-finalekamp skulle ud i overtid.

Fjerde periode var således 11 minutter gammel, da Esbjerg-kaptajnen Aaron Lee med sin afgørende scoring sikrede sejren på 3-2 og dermed sikrede Esbjerg Energy det danske mesterskab med en 4-2-sejr i finaleserien.

Og det var en tydelig rørt matchvinder, der efter sejren satte ord på.

- Vi arbejdede hårdt. Stor kredit til de andre (Hernings spillere, red.), men gutterne arbejdede så hårdt. Ord kan ikke beskrive det her. Det er utroligt. Vi fortjente at vinde, og vi gjorde det, siger Aaron Lee til TV 2 Sport.

Også hos Esbjergs cheftræner, Marc Pederson, var der glæde.

- Det virker uvirkeligt. Stort tillykke til holdet bag mig. Vores vilje til at få arbejdet gjort var afgørende, og det var et holdarbejde. Intet kan slå det her, selv om det var stort at nå finalen sidste år. Nu skal vi fejre det med alle og have noget køligt at drikke, lød det fra Marc Pederson.

- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Jeg har det fedt lige nu. Jeg har været med i så mange år, og alt det blod, sved og tårer giver endelig pote. Det er så fedt. Vi var det bedste hold. Folk arbejdede for det. Vi gav aldrig op, og vi har forskellige typer, der kendte deres roller, siger Sune Hjulmand.

Mens jublen var til at få øje på hos Esbjerg-spillerne samt hos ledere og træner, så var stemningen på nulpunktet hos Herning-spillerne, hvor man må nøjes med sølvmedaljer.

Rasmus Nielsen hang da også med hovedet i Kvik Hockey Arena i Herning.

- De var mere skarpe, end vi var. Jeg er ked af det. Man vil så gerne det her, og så ender det på denne her måde. Det er ærgerligt. De ville det måske mere end os i et par kampe, siger Hernings Rasmus Nielsen.

/ritzau/