Esbjergs trænervikar håber at sejren frigiver energi

Skrevet af admin

16/08/2015

Dagens topnyheder

Esbjerg fyrede mandag morgen cheftræner Niels Frederiksen efter en skuffende sæsonstart, hvor blot et enkelt point var hentet i fire kampe.

Søndag formåede vikarierende træner Michael ‘Mex’ Pedersen så at vende skuden, da han førte vestjyderne til en 2-1-sejr på udebane mod FC Nordsjælland.

- FC Nordsjælland havde bolden meget og det vidste vi godt, at de ville få. Vi gav dem muligheden for at spille højt på banen, og hvis man så ikke formår at sætte sig igennem den anden vej, kan man ikke holde stand, siger ‘Mex’.

- Så er det ligesom en bokser, der barer står og tager imod. Det kan man ikke vinde kampen på, man er nødt til at slå igen. Det må vi så sige, at vi var effektive med at gøre på de to muligheder, som vi fik i første halvleg.

Esbjerg arbejder hårdt på at ansætte en ny permanent cheftræner, og imens arbejder ‘Mex’ og kollegaen Lars Lungi Sørensen med truppen.

- Vi tager en dag og en kamp ad gangen. Det er det eneste, vi kan gøre, og det har vi det fint med.

- Det vigtigste for mig var, at vi fik sæsonens første sejr. Så ser vi, om det frigiver en masse energi og selvtillid fremadrettet. Det fik os i hvert fald på landkortet i denne sæson, siger træneren.

Svenske Robin Söder åbnede scoringen i vestjydernes sejr i Farum.

- I dag var der fokus på hårdt arbejde, og det leverede vi. Vi har også arbejdet hårdt i de andre kampe, men når man fyrer en træner ved man, at situationen er alvorlig, siger Söder.

- Vi har som spillere heller ikke gjort det godt nok tidligere, så det var rart at levere sådan en indsats og sådan en sejr.

Esbjerg er med søndagens sejr på tiendepladsen i Alka Superligaen, á point med FC Nordsjælland, der er nummer 11.

/ritzau/