Esbjergs unge skal kvitte tobakken

Skrevet af John Meyer

20/12/2012

Mest læste i dag

Esbjerg Kommune planlægger en flerstrenget indsats, der skal hjælpe helt unge rygere med at holde op og forebygge, at flere begynder at ryge. Indsatsen vil løbe over de næste tre år og er blevet mulig takket være et tilskud på 951.000 kr. fra Sundhedsstyrelsens satspulje til bekæmpelse af rygning blandt udsatte unge.

- Borgernes sundhed og livskvalitet er en kerneprioritet for Esbjerg Kommune. Vi vil arbejde for at opspore personer med risikoadfærd så tidligt som muligt, så sygdom undgås. Blandt andet ønsker vi at reducere antallet af unge rygere. Derfor har vi valgt at tilbyde den nye indsats mod rygning til unge, siger formand for Sundhed & Omsorgsudvalget Henning Ravn (V).

Tæt på de unge
Indsatsen retter sig mod unge mellem 13 og 25 år og vil bestå af tre elementer: forebyggelse af rygestart, rygestop og en informationsindsats. Den skal foregå tæt på de unge og i en sammenhæng, de er trygge ved.

Indsatsen vil ske i samarbejde med Social- og Sundhedsskolen Esbjerg, Esbjerg Produktionsskole, Rørkjær Skole og Nordre Skole. Her vil blive valgt koordinatorer og uddannet såkaldte Quitcoaches, som skal motivere og støtte de unge til rygestop.

Alle lærere og undervisere på skolerne vil blive informeret om indsatsens muligheder, så de kan opfordre eleverne til rygestop og henvise til en Quitcoach. Også tandlæger og sundhedsplejersker på de to medvirkende grundskoler skal medvirke til at informere om mulighederne for rygestop og forebygge rygestart.