Ester tvinger Wozniacki ud i tre sæt i Miami

Caroline Wozniacki er klar til fjerde runde af den stærkt besatte turnering Miami Open.

Lørdag skulle danskeren bruge tre sæt, før hun fik sendt esteren Kaia Kanepi ud af turneringen.

Den danske tennisstjerne vandt 4-6, 6-1, 6-3 efter mere end to timers kamp.

Kampen begyndte skidt for Wozniacki, da hun blev brudt to gange i træk i første sæt. Det lykkedes kun at bryde tilbage en enkelt gang, og esteren tog dermed første stik.

I andet sæt var Wozniacki til gengæld overlegen, og på en halv time udraderede hun Kanepi med 6-1.

I tredje sæt indledte de to spillere med at bryde hinandens serv, men så fik Wozniacki styr på kampen.

Danskeren brød for tredje gang i sættet og bragte sig foran med 5-2. Danskeren kiksede efterfølgende at serve sejren hjem.

Det gjorde dog ikke så meget, for Wozniacki brød igen Kanepi og vandt det efterfølgende parti og dermed kampen.

Sejren er Wozniackis femte i karrierens syv kampe mod Kanepi.

Vejen til sejren i Miami blev fredag lidt lettere, da verdensranglistens nummer to, Maria Sharapova, røg ud til wild card-spilleren Daria Gavrilova, der er nummer 97 i verden.

/ritzau/

Dagens Gossip