Et blik fra Frankrigs superkeeper kan koste en forbier

Skrevet af admin

25/01/2014

Dagens topnyheder

EM-finalen mellem Danmark og Frankrig kan meget vel afgjort på målmandsposten.

Og selv om Niklas Landin med en redningsprocent på 38 topper statistikken over de målmænd, der mindst har spillet fire kampe ved EM, så er Frankrigs førstemålmand bestemt heller ikke dårlig.

Der er tale om den trefoldige verdensmester Thierry Omeyer, der trods en langvarig skade alligevel blev klar til at træde ind i EM-turneringen.

- Han er en stærk og utrolig skræmmende målmand, der har skabt respekt om sig blandt spillere i hele verden. Han har vist igennem en årrække, at han er en af verdens bedste, siger Landin.

Han forklarer, hvad der gør den gråhårede Omeyer til en specielt dygtig keeper.

- Hans psyke gør, at han virker skræmmende på mange skytter. Han vinder mange skud på, at han ser fuldstændig overlegen ud i forhold til skytten.

- Selv om han har stået en dårlig kamp, viser han stadig, at det er ham, der regerer. Og det er uanset, om han har stået forfærdeligt tidligere i kampen, siger Landin.

Og selv om franskmanden ud over VM-titlerne også har vundet to gange EM-guld og to gange OL-guld, så har han appetit på mere, fortæller den tidligere holdkammerat René Toft Hansen.

- Han er en ledertype, han vil vinde alle kampe, og han er bestemt ikke mæt, selv om han har vundet alt, hvad der er at vinde, siger stregspilleren fra THW Kiel.

Thierry Omeyer har dog ikke vist helt så højt niveau ved denne EM-turnering, som han tidligere har gjort.

Foreløbig er det kun blevet til en redningsprocent på 32, og dermed overgås han blandt andet af sin landsmand Cyril Dumoulin, der har reddet 34 procent af alle skud.

Jannick Green, der tager over, når Landin skal have en pause, har indtil videre haft en redningsprocent på 36.

/ritzau/