Et flertal af briterne vil forlade EU

Skrevet af admin

07/01/2016

Dagens topnyheder

Omkring 43 procent af de britiske vælgere vil ud af EU, mens 36 procent vil forblive i unionen. En ud af fem (21 procent) er i tvivl, viser en ny meningsmåling, der blev offentliggjort torsdag.

Målingen fra analyseinstituttet ORB viser, at modstanden mod EU vokser i Storbritannien på et tidspunkt, hvor premierminister David Cameron arbejder intenst på at få genforhandlet briternes medlemsbetingelser op til en lovet folkeafstemning inden udgangen af 2017.

Briternes folkeafstemning om landets EU-medlemskab kan allerede komme i juni i år.

Blandt de vælgere, som har bestemt sig, ønsker 54 procent udmeldelse, - en såkaldt "Brexit". For et år siden var det 51 procent, som ønskede en udmeldelse.

36 procent af de britiske vælger ønsker fortsat et EU-medlemskab. For et år siden var tallet 49 procent.

- Hvis premierministeren skal undgå en katastrofe, så må nogen meget snart begynde at overbevise folk om, hvorfor de skal forblive en del af EU, siger den administrerende direktør i analyseinstituttet i ORB International, Johnny Heald.

Han fremhæver, at der i dag er betydeligt flere, som siger, at de føle sig længere væk fra EU i dag, end de gjorde for 12 måneder siden.

Cameron mødte onsdag aften forbundskansler Angela Merkel, som har gjort det klart, at hun vil forsøge at få EU til at gå med til at genforhandle briternes medlemsvilkår i EU for at hindre en "Brexit".

- I løbet af de næste uger er det særligt vigtigt, at vi træffer beslutninger i vores egen interesse, så vi kan udarbejde en fornuftig pakke, der gør, at Storbritannien kan forblive et medlem af EU, sagde Merkel inden en middag med Cameron i det over 500 år gamle kurbad Wildbad Kreuth i de bayerske alper.

I en tale i Forbundsdagen i Berlin i sidste uge sagde Merkel, at Storbritannien er en "naturlig allieret", og hun lagde vægt på landets store betydning for Europas indre, frie marked og dets tyngde i udenrigspolitiske diskussioner.

/ritzau/NTB