Et godt hug: Skandinaviens bedste skovhugger er dansk

Skrevet af Sol Stoffregen

29/08/2013

Mest læste i dag

På et enkelt minut kan den 22-årige fynbo Brian Toft Palsgaard kløve en velvoksen træstamme med sin økse. Sådan fik han en af i alt seks medaljer med hjem fra De Skandinaviske Mesterskaber i loggersport i weekenden.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Det blev til både guld-, sølv- og bronzemedaljer for den 22-årige skovarbejder, som dystede mod stærke konkurrenter fra hele Skandinavien om at være hurtigst til at save og hugge i træ. Efter kraftpræstationerne, som fandt sted i Alvdalen i Sverige, kunne Brian Toft Palsgaard kalde sig Skandinaviens bedste skovhugger. Det skriver Naturstyrelsen.dk. 

- Skovhugning og loggersport har interesseret mig siden, jeg kunne løfte en økse, og jeg har det bedst, når der flyver træspåner om ørerne på mig. Min hobby smitter selvfølgelig også af på arbejdet i skoven, hvor jeg er den eneste, der altid har en økse i bæltet og en specialbygget sav inden for rækkevidde, siger Brian Toft Palsgaard, som til daglig er skovarbejder i Naturstyrelsen på Fyn.

Siden Brian var 16 år, har han arbejdet i skoven, ligesom hans far, som også er skovarbejder.

Ikke nok med den 22-årige skovarbejder vandt en stribe medaljer, satte han også en verdensrekord. I disciplinen springboardshugning, hvor deltagerne hugger to trin ind i en lodret stamme og står på øverste trin og hugger stammen over, slog Brian dansk rekord med en tid på 1 minut og 12 sekunder.

Derudover blev der konkurreret i disciplinerne: underhåndshugning, powersav (man skærer tre skiver af en stamme med en motorsav), øksekast, stående hugning og hotsaw (man saver tre skiver af et træ med en kraftfuld sav med op til 90 hestekræfter).

Verdensmesterskaberne kalder på mesteren sidst i oktober i år.