Et lille skub skal sluse dig ind i Donorregistret

Mere end 80 procent af danskerne er positive over for organdonation, men mindre end 20 procent er medlem af Donorregistret.

Det åbenlyse misforhold skal en ny handlingsplan for organdonation forsøge at gøre noget ved, og en af metoderne er såkaldt nudging med et ord, der er lånt fra engelsk.

Nudging betyder at puffe eller skubbe folk i en bestemt retning, uden at de mærker det eller at det opfattes som tvang.

Helt konkret skal det ske ved at gøre borgerne opmærksomme på Donorregistret i forbindelse med, at man får nyt sygesikringskort, kørekort eller er inde på hjemmesiden sundhed.dk.

- Man skal spørge folk endnu mere aktivt, end man har gjort nu. Når man i dag får et donorkort tilsendt med sygesikringskortet, skal man udfylde det og sende det ud, og så er der måske mange, der ikke får det gjort.

- Det, vi forestiller os, er at man i forbindelse med besøg på en offentlig hjemmeside som sundhed.dk, bliver spurgt på en måde, så man ikke umiddelbart kan komme videre uden at tage stilling, siger De Radikales sundheds- og psykiatriordfører, Camilla Hersom.

Hun understreger, at der endnu ikke er udarbejdet konkrete forslag til, hvordan nudgingen skal foregå i praksis, og at det skal tænkes nøje igennem

- Folk skal ikke blive irriteret over det. De skal synes, at det er i orden og naturligt, men man har faktisk ret gode erfaringer fra udlandet, siger hun.

Også Socialdemokraternes sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, tror på at nudging kan udvide Donorregistrets medlemskreds betragteligt.

- Det lyder ikke af meget, men på andre områder har man haft gode resultater med nudging.

- Hvis man får en påmindelse, når man får sit sygesikring eller sit pas, tror jeg at vi får en samtale i gang i samfundet om organdonation, som vil have en stor effekt, siger han.

Teorierne om nudging har blandt andet været anvendt i et forsøg på norske hoteller, hvor det lykkedes at reducere madspildet fra buffeterne med 20 procent ved at gøre tallerknerne et par centimeter mindre i diameter - og det endda uden at gæsternes tilfredshed med måltidet i øvrigt blev dårligere.

/ritzau/

Dagens Gossip