Et lovende talent i yngre dansk kunst er død

Skrevet af admin

22/06/2016

Dagens topnyheder

Han beskrives som en af sin generations mest centrale, talentfulde og respekterede danske kunstnere. Men han har skabt sit sidste værk.

Bornholmske Emil Westman Hertz er død på Rigshospitalet i København - seks år efter, at han fik konstateret leukæmi. Han blev 37 år gammel.

Det skriver Bornholms Tidende.

Han er netop nu aktuel med udstillingen "Under bjerget" på Bornholms Kunstmuseum.

Emil Westman Hertz blev født i 1978 og voksede op på Bornholm. Hans far var etnolog, og hans mor var billedkunstner.

I 2008 blev Emil Westman Hertz uddannet fra Kunstakademiet i København. Forinden tog han en søfartsuddannelse på skoleskibet Georg Stage og læste eskimologi på Københavns Universitet.

Han var en berejst mand, og dette afspejler sig også i hans kunst.

Emil Westman Hertz laver både skulpturer og tegninger på papir og har udstillet på flere af Danmarks kendte og toneangivende museer og gallerier.

Hans kunst er præget af hans opvækst tæt på naturen på Bornholm, men der findes også en antydning af sygdom, lidelse og død i flere af hans værker.

/ritzau/