Et mesterværk, der skriger til Skyen

De færreste tilstedeværende ryttere og tilskuere vil glemme den 12. juli 2013 i St. Armand-Montron, hvor Alberto Contador og Saxo-Tinkoff genåbnede et spil om den gule trøje, der egentlig allerede var lukket.

- Hvis nogen inden etapen havde fortalt mig, at jeg ville tage 1,10 på den gule trøje i dag (i går red.), så ville jeg ikke have troet på det, sagde Alberto Contador.

Den fede genistreg blev tegnet på en flad 13. Tour-etape til St. Armand-Mortron, der ellers kun var reserveret til en usynlig linje om en vinder af en spurt.

Men da Saxo-Tinkoffs italienske sprinter, Daniele Bennati, så på den rutinerede holdkammerat Michael Rogers med 30 km tilbage af etapen, var Alberto Contadors masterplan sat i værk på en lille stigning.

De besluttede at gøre det umulige og sætte den gule trøje og hans brødflove hjælpere i sidevinden. En kulmination af løbsintelligens, der ikke kan købes på et kinesisk laboratorium.

En taktisk genistreg med meget få sidestykker. En bedrift, der giver alvorlige tømmermænd hos Team Sky før Mont Ventoux og Alperne venter i løbets sidste uge.

- Når den gule trøje ikke er der, så skal man slå til. Det her er ikke én mands arbejde. Det er teamwork, understregede sportsdirektør Dan Frost, efter Alberto Contador – anført af et lokomotiv af fem selvopofrende holdkammerater havde hugget et minut og ti sekunder af den gule trøjes forspring. Det er nu nede på to minutter og 28 sekunder til Bauke Mollema (Belkin) og to minutter og 45 sekunder til Alberto Contador.

Det var Dan Frost, der havde kørt i forvejen i sin BMW og lavet de vindmålinger, som Saxo-Tinkoff agerede så snedigt på, da et vaklende Sky-hold sov i timen.

Genistregen blev ikke mindre af, at både Belkin, Omega Pharma - Quick-Step og selv erfarne Tour-journalister måbede over, at Saxo-Tinkoff ikke tog en eneste føring, selvom gårsdagens toer i klassementet, Alejandro Valverde var fanget bagude efter et mekanisk uheld, der blev dødeligt for hans podiedrømme. Saxo-Tinkoff ventede til det definerende øjeblik og tog fusen på alle.

Hele salen med tusinder af journalister i målområdet udbrød simultant et ’WOW, da Benatti sprængte det hele. Tosatto tog over, og Michael Rogers, Nicolas Roche og Roman Kreuziger kørte Alberto Contador hjem til triumf. Chris Froome spejdede forgæves efter sine hjælpere og gled hjælpeløst bagud.

Løbshjernen Michael Rogers var stolt over sit og holdets attentat mod sin tidligere arbejdsgiver.

- Det gør ondt! Men med en holdpræstation som den her, så føles det godt. Det her kommer aldrig til at ske igen. I dag var en speciel dag.

Australieren måtte kravle op ad trapperne til Saxo-Tinkoffs holdbus efter 30 kilometers kollektiv kraftudladning, der havde Belkin, Omega Pharma - Quick-Step og Cannondale med på vindervognen.

Sportsdirektør Dan Frost kan godt se perspektiverne i det mod og mismod, som bedriften satte ved middagsbordene i henholdsvis Saxo-Tinkoff- og Sky-lejren, da skæbnen ville, at holdene i aftes delte Hôtel du Pont Neuf i Le Verdure. Her kunne Chris Froome meget vel sidde og tænke, at han er stærkere end Contador i bjergene og på en enkeltstart, men at det ville være rart at have spanierens holdkammerater i stedet for sine egne.

- Sky har en enormt stærk gul trøje, og så har de nogle huller længere nede. Ikke mindst efter, at de også har mistet Edvald Boasson Hagen. Det skal vi udnytte. sagde Dan Frost.

Han kunne igen se Chris Froome være dårligt assisteret af sine seks tilbageværende hjælperyttere, efter Vasili Kiryienka faldt ud tidligere i løbet. Richie Porte blev igen blev fanget på en off-day, og folk som Ian Stannard, David Lopes og Kanstantsin Siutsou svigtede igen deres eget omdømme og lønniveau.

De må nu se frem til Mont Ventoux og søndag med halvbange anelser.

- Jeg tror, det bliver hårdt for dem. De er allerede nede med to mand. Så skal arbejdet deles mellem færre ryttere, slog Dan Frost fast.

Tour de France-udgaven nummer 100 kan meget vel blive vundet af Chris Froome. Men ikke uden en bipolær fortælling, der også handler om den 12. juli.

Dagen som skal huskes for Saxo-Tinkoffs mesterværk.

Dagens Gossip