Et naturligt blik for talenterne

Alligevel virker Brøndbys nye træneransættelse som det mest afklarede skridt, klubben har taget længe.

Et skridt mod en tilværelse, hvor Brøndby igen vil fremelske talenterne og overbevise dem om, at græsplænen er grønnere på vestegnen end i Ajax, Bayern München, Inter og Chelsea.

› Thomas Frank, Brøndby har mistet flere stortalenter i de senere år, inden de nåede at debutere på førsteholdet. Hvad skal du gøre for at holde talenterne i klubben?

»Auri og Bent (Skarbalius og Christensen, chef- og assistenttræner, red.) har haft voldsomt svære betingelser med uro i kulissen og et umenneskeligt pres. Det gør, at man er tvunget til at fokusere 100 procent på det allervigtigste, og det er det, der sker inde på banen. Det er også mit vigtigste fokus.«

»Men jeg har et naturligt blik for talenterne, og jeg vil skabe en god dialog med ungdomstrænerne. Jeg vil tage fat i de unge mennesker og sige: I skal spille her, for I skal have debut på Brøndby Stadion. Der findes ikke noget federe sted at spille og udvikle sig.«

› Er det så slut med at se talenter som Pierre Emile Højbjerg, Andreas Christensen og Patrick Olsen forlade klubben som teenagere inden deres førsteholdsdebut?

»Det er klart strategien. Men det er ikke det samme som at sige, at et talent ikke kan smutte i svinget. Så ville vi være blåøjede. AC og Pierre er to af de største talenter i vores land, så nogle af de store klubber vil måske hente dem allerede som 16-årige. Det må vi forholde os til, når det kommer, men det skal koste dem dyrt, hvis de vil det. Vi skal være så stærke og afklarede på at vise dem, at de skal spille her.«

› Brøndby er en klub omgivet af et enormt pres både inde- og udefra. Der er stor forskel på at komme fra en stilling som ungdomslandstræner til en klub som Brøndby. Hvad har du selv gjort dig af overvejelser om det pres, der kommer på et tidspunkt?

»Det har jeg gjort mig en masse tanker om. For at være helt ærlig så ved jeg ikke, hvad der kommer til at ramme mig. Det glæder jeg mig bare til, og det er en sindssyg udfordring. Uanset hvor du er i livet, hvis du ikke har mod til at kaste dig ud i tingene, så tror jeg, det er svært at lykkes. Jeg kan heldigvis selv være medspiller på det, for vi kan bare starte med at vinde nogle fodboldkampe.«

› Hvad fik dig til at sige ja til jobbet i Brøndby?

»For et år siden – jeg kan kun rose Auri og Bent, for det, de har været ude for, er sindssygt – var det kaos af mange forskellige årsager. Nu er det en ny start, og hvis jeg skulle til en klub, skulle der helst være en rigtig dygtig talentafdeling, for det er én af mine store kompetencer. Jeg vil bygge bro mellem talentholdene og førsteholdet.«

»Jeg tror, vi alle sammen fornemmer, at timingen er fantastisk. Der er en ny ledelse og en ny bestyrelse. Troen er ekstra styrket. Den snak, jeg har haft med den nye ledelse, har sendt alle de rigtige signaler til mig.«

› Det er også et krævende job. Hvad har du og din familie talt om, før du sagde ja til det?

»Vi har selvfølgelig diskuteret det, min hustru Nanna og jeg. Vi fortalte det til vores børn i går (mandag, red.) aftes, og mine to piger er heldigvis fuldstændig ligeglade. De fatter ikke noget af fodbold alligevel, og det er rigtig livsbekræftende. Min dreng synes selvfølgelig, det er fedt. Men vi gør os nogle forberedelser og prøver at indstille dem på, hvad der kunne være af spørgsmål fra kammerater, venner og venner, som lige pludselig ikke er venner. Vi vil involvere skole og SFO. Ligesom alt andet handler det her om forberedelse.«

› Aldo Petersen (ny bestyrelsesformand i Brøndby, red.) sagde mandag, at man satser benhårdt på udviklingen af klubben og den økonomiske ansvarlighed, og at han er klar til at rykke ned frem for at gå på kompromis med de værdier. Hvad betyder det for dig?

»Det er altafgørende. Det giver en enorm arbejdsro, når man ved, at ledelsen tror på én og vil bakke én op i tykt og tyndt. Men vi ved også, at taber vi tre kampe i træk, må vi have is i maven og tro på vores projekt. Al viden og erfaring viser, at gør man det, kommer resultaterne også. Og nu får vi arbejdsroen.«

› Din ledelsesstil - og hår - er blevet sammenlignet med Dortmunds Jürgen Klopp. Er du den danske Klopp?

»Jeg tror rigtig meget på den menneskelige relation. At man diskuterer tingene ærligt og åbent. Jeg har lige været to dage i Dortmund, og det var meget inspirerende. Jürgen Klopp er meget karismatisk.«

› Hvem er dine trænerforbilleder?

»Der er flere, der inspirerer mig. For mange år siden, da jeg startede, blev Morten Olsen landstræner, og hans tilgang til spillet har inspireret mig meget og gør det fortsat. Jeg ved, at jeg kommer til at bruge ham og sparre med ham omkring spillet i Brøndby. Han er en fantastisk træner og har et fantastisk syn på tingene. Det er noget af det, som har inspireret mig i tidligere år. Det gør det stadig, men man vokser jo selv og får nogle erfaringer. Og så gør de det jo også meget godt i Barcelona og Dortmund.«

Dagens Gossip