Et politisk jordskælv rammer Labour med ny leder

Skrevet af admin

12/09/2015

Dagens topnyheder

Den 66-årige venstreorienterede Jeremy Corbyn er med 59,5 procent af stemmerne valgt til ny leder for det britiske arbejderparti Labour.

Det er et valg, som mange spår vil splitte Labour og gøre det umuligt for arbejderpartiet at genvinde regeringsmagten. Under alle omstændigheder er det et jordskælv i Labour, som vil sætte mange af de tidligere indflydelsesrige partifolk ud på sidelinjen.

Corbyn siger, at hans første handling som nyvalgt formand er lørdag eftermiddag at slutte sig til en stor demonstration i London til støtte for flygtninge og større tolerance i samfundet.

- Kan jeg starte med takke alle, som tog del i dette demokratiske valg, lyder hans første ord i sejrstalen. Han opfordrer til at skabe et "bedre samfund" end det, som det regerende konservative parti har skabt.

- Jeg siger på forhånd tak for, at vi alle vil arbejde sammen for nå store sejre, ikke bare valgmæssigt for Labour, men emotionelt for hele vores samfund for at vise, at vi ikke behøver at være ulige, det behøver ikke at være uretfærdigt, fattigdom er ikke uundgåeligt.

Formandsvalget blev aktuelt, efter Labour i foråret tabte parlamentsvalget, og partiets leder, Ed Miliband, valgte at træde tilbage.

Corbyn havde tre midtersøgende modkandidater, Andy Burnham, Yvette Cooper og Liz Kendall, som havde opbakning fra Labours parlamentsgruppe.

Corbyn har, siden han blev valgt i 1983, været et anonymt medlem af parlamentet. Han var modstander af britisk deltagelse i krigene i Afghanistan og Irak. Han ønsker at hæve skatterne for de rigeste i Storbritannien og afvikle landets atomslagstyrke.

- De Konservative har brugt den økonomiske krise i 2008 til at påføre de fattigste forfærdelige byrder. Jeg er led og ked af den sociale udrensning, som den konservative regering er i gang med i London, siger han i sin sejrstale.

Han har været kritisk over for EU, og valget af ham kan måske fremskynde en britisk udmeldelse af EU.

Corbyn har under formandsopgøret haft stor opbakning fra unge.

Tidligere Labour-formand og premierminister Tony Blair havde inden formandsvalget advaret om, at med Corbyn som leder er partiets dage talte.

/ritzau/