Et sandt mestermøde i Stanley Cup

Fire hold er tilbage, men ikke hvem som helst. Det er de seneste fire års mestre.

Lørdag er der faceoff til semifinalerne om Stanley Cup. De forsvarende mestre, Los Angeles Kings, møder 2010-vinderne Chicago Blackhawks i finalen i Western Conference, mens Pittsburgh Penguins (2009) brager sammen med Boston Bruins (2011) i øst.

- Det er fire meget stærke hold. Vi får to hårde og tætte serier. Mit bud er en finale mellem Boston Bruins og Los Angeles Kings.

Sådan lyder vurderingen fra New York Islanders’ playmaker, Frans Nielsen.

Den danske center var selv involveret i en benhård serie i første runde i playoff mod de suveræne vindere af Eastern Conferences grundserie, Pittsburgh Penguins.

- Vi tabte i seks kampe, men to af dem var i overtid. Vi kunne lige så godt have vundet, siger han til sporten.dk

- Pittsburgh havde tradet en del spillere op til deadline og er et skøjtestærkt hold med målscorere i alle kæder og med en spiller som Sidney Crosby, der kan afgøre en kamp på egen hånd. Boston er fysisk stærkere. De har flere kilo på kroppen, og det vil i mine øjne give dem et afgørende plus i en meget spændende serie.

Frans Nielsen og Islanders har ikke mødt vestholdene i denne sæson, som først kom i gang i januar på grund af lockouten.

- Opgøret mellem Chicago og Los Angeles minder meget om dét i øst. Chicago er det mest tekniske hold og Los Angeles det mest fysiske, siger han.

Sådan banede de fire hold sig frem til conference-finalerne:

Pittsburgh Penguins slog New York Islanders 4-2 og Ottawa Senators 4-1 og var det hold, der spillede færrest kampe i de første to playoff-runder.

Boston Bruins besejrede Toronto Maple Leafs 4-3 (syvende kamp i overtid) og New York Rangers 4-1.

Los Angeles Kings eliminerede St. Louis Blues 4-1 og San Jose Sharks 4-3.

Chicago Blackhawks sendte Minnetota Wild ud med 4-1 og Detroit Red Wings med 4-3 (syvende kamp i overtid).

Efter to ugers ferie har Frans Nielsen genoptaget træningen i New York Islanders og kommer først hjem på ferie i Herning sidst i juni.

Dagens Gossip