Et skolebarn er dræbt i trafikulykke i Vejle

En otteårig dreng fra Vejle er fredag eftermiddag død, lige efter at han var stået af en skolebus. Det oplyser Sydøstjyllands Politi til Ritzau. Drengen er blevet påkørt af skolebussen, men de nærmere omstændigheder er stadig uklare.

Ulykken skete ved 14-tiden i nærheden af Kirkebakken i Bredballe uden for Vejle. Vejen er fredag eftermiddag spærret for al trafik.

- Ulykkesstedet er afspærret, og alt disponibelt redningsmandskab er på stedet, siger politikommissær Jørn Lindhardt, Sydøstjyllands Politi.

Bussen kom kørende med 25 børn, og drengen blev sat af ved et stoppested ved Kirkebakkeskolen.

- Bussen kører længere frem og vender og kommer tilbage. Og da bussen kommer tilbage, ligger han og er blevet kørt over. Mere ved vi ikke nu, og vi undersøger alle muligheder, har politiets vagtchef tidligere oplyst til Ritzau.

De første meldinger gik ifølge TV 2 på, at bussen var forulykket, men det er ikke tilfældet.

Politiet undersøger nu, hvordan drengen mistede livet, herunder om han er blevet påkørt af bussen, oplyser vagtchefen.

De pårørende er underrettet.

Børnene fra skolebussen er fredag eftermiddag samlet og modtager krisehjælp, oplyser Jørn Lindhardt.

/ritzau/

Dagens Gossip