Et trin ned giver Olsens stamme spilletid

Skrevet af admin

11/10/2014

Mest læste i dag

For et halvt år siden var det store tema på fodboldlandsholdet den manglende spilletid blandt de bærende kræfter.

Således måtte nøglespillere som Nicklas Bendtner, Daniel Agger og William Kvist konstant svare på, hvorfor de ikke spillede i deres respektive klubber.

Op til de kommende EM-kvalifikationskampe ude mod Albanien og hjemme mod Portugal er det et anderledes positivt billede, som tegner sig.

Næsten samtlige af landstræner Morten Olsens stamspillere får nu fast spilletid i deres klubber. Godt nok ikke i Arsenal, Liverpool og Stuttgart. Men derimod i Wolfsburg, Brøndby og Wigan.

- Det ser ud som om, at folk har fundet deres hylde. Med hylde mener jeg, at de har fundet nogle ganske udmærkede udenlandske klubber, hvor de har store chancer for at få spilletid.

- Jo højere niveau, de spiller på, jo bedre. Vi ser gerne alle vores spillere i de store klubber, men så skal de bare spille nok, siger Olsen.

Det gør ikke noget, at nogle tager et skridt ned af karrierestigen, hvis det betyder, de får masser af kamptræning, understreger landstræneren.

Fra den nuværende trup optræder den mulige debutant Yussuf Poulsen i den næstbedste tyske række hos RB Leipzig, mens Kvist har taget turen ned i den næstbedste engelske række hos Wigan.

- Om det hedder 2. Bundesliga eller Championship, så er der mange tilskuere og et stort fysisk pres. Der bliver spillet hurtigt, og det er en ganske udmærket boldgade at være i, påpeger Olsen.

Kun seks ud af de 25 spillere i den nuværende A-landsholdstrup er fra Superligaen, og det er et godt tegn, mener Olsen, som dog gerne ser flere hjemlige spillere skifte til storklubber.

- Hvad er det bedste? Det er en balance. Det kommer an på, om de får nok spilletid, og hvilken position, de spiller.

- Det korte svar må være, at de skal spille fast. For der er ikke noget, der erstatter kamptræning, fastslår Olsen. Han understreger dog også, at der er nuancer.

- Som ung spiller - Pierre-Emile Højbjerg i Bayern München eller Andreas Christensen i Chelsea - er det fint nok, at de træner med klassespillere, hvor træningen er af høj kvalitet, lyder landstrænerens undtagelse.

Tidligere var der til gengæld flere stamspillere, som havde nemt ved at gå direkte ind på landsholdet, uden at det gik ud over præstationen.

- Hvis vi går længere tilbage, så var der et tidspunkt, hvor Jon Dahl Tomasson, Thomas Helveg og Martin Laursen ikke spillede så meget, og en målmand som Thomas Sørensen ikke tog med hænder i dagligdagen.

- Men lige pludselig kom de med på landsholdet og spillede fantastisk, husker Olsen.

- Jeg lærer også spillerne at kende som typer, og eksempelvis skal en type som Nicklas Bendtner spille. Vi så det sidste efterår mod Norge og på Wembley i marts mod England, hvor jeg lavede en fejl.

- Jeg skulle aldrig have taget ham med, for han skal spille. Han har også en stor krop at løbe rundt med, lyder det fra Olsen.

Danmark møder Albanien på udebane på lørdag aften klokken 20.45, mens Portugal kommer på besøg i Telia Parken på tirsdag.

/ritzau/