Et turbulent år i folkeskolen

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

I en medlemsundersøgelse, som Danmarks Lærerforening (DLF) har foretaget blandt lærere og børnehaveklasseledere i folkeskolen, svarer to af tre af de cirka 16.000 deltagere, at de har overvejet at forlade faget inden for det seneste år.

Få her et overblik over de store opgør om lærernes arbejde det seneste års tid.

* 6. december 2012: Kommunerne præsenterer lærerne for et forhandlingskrav om, at lærernes arbejdstidsaftale, som fastlægger mængden af undervisnings- og forberedelsestid, skal fjernes, fordi den er ufleksibel.

* 28. februar 2013: Kommunernes Landsforening varsler lockout af cirka 50.000 folkeskolelærere.

* 22. marts: Efter flere forsøg opgiver forligskvinden at finde en løsning på striden.

* 1. april: Lockouten indledes og lægger store dele af de danske skoler øde. Kun de tjenestemandsansatte lærere kan gennemføre deres planlagte undervisning.

* 26. april: Efter tre en halv uges mistet undervisning griber regeringen ind i konflikten med en lov, som blandt andet betyder, at lærernes arbejdstidsaftale ændres. Fremover er det de enkelte skoleledere, der skal bestemme, hvor meget tid den enkelte lærer skal bruge på henholdsvis undervisning og forberedelse.

* 13. juni: Efter længere tids forhandlinger indgår forligskredsen en ny aftale om folkeskolen. Aftalen betyder flere undervisningstimer, længere skoledage og mere eksperimenterende læringsformer.

* 25. februar 2014: Politiken fortæller, at konsulentfirmaet McKinsey efter et udbud er valgt til at bistå implementeringen af skolereformerne og herunder lærernes nye arbejdstidsregler. - Det er helt ekstrem topstyring, siger Anders Bondo Christensen om nyheden, som kommer efter Lærerforeningens undersøgelse er gennemført.

* August 2014: De nye regler for lærernes arbejdstid og den nye skolereform træder i kraft.

/ritzau/