Et tyrkisk eventyr for godt at være sandt

Desværre er cykelsporten en sport, hvor man langsomt bygger sig op, år for år, med stadig flere kilometer på cyklen og stadig hårdere træning. Hvis man pludselig springer fra et niveau til det næste, kommer de mistroiske pegefingre op af lommen - og som regel med god grund.

Og når kollegaerne offentligt begynder at sætte spørgsmålstegn ved validiteten af resultaterne, er den helt gal.

Dopingmistanken klæber fast til Mustafa Sayar, den suveræne vinder af den forgange uges etapeløb Tour of Turkey.

Sidste år blev det tyrkiske etapeløb ramt af en skandale, da den 34-årige bulgarer Ivalo Grabovski vandt løbet og et par måneder senere blev afsløret som en simpel svindler, da B-prøven bekræftede, at han havde brugt epo for at vinde løbet. Grabovski kørte for det samme hold som Sayar, Torku Seker Spor.

I 2012-udgaven blev Sayar tredjesidst i den samlede stilling af Tour of Turkey, i år kører han anderledes stærkt. I dette forår er han blevet toer i to mindre etapeløb i Algeriet foran Christina Watches-rytterne Constantino Zaballa og Stefan Schumacher.

Men i Tour of Turkey var modstanden betydeligt skarpere. Her var der ProTour-hold som Saxo-Tinkoff, Astana, Cofidis, Orica-GreenEDGE, Lotto-Belisol samt de franske hold Europcar og Cofidis, der begge har fået wildcards til Tour de France. I løbet af ugen lignede det en samlet sejr til Europcars Natnael Berhane, da rytteren fra Eritrea vandt kongeetapen foran Astanas Kevin Seeldrayers og netop Sayar, som op ad de stejle stigninger ubesværet trådte et anderledes tungt gear end sine følgesvende.

Men på 6. etape slog Sayar til. I modvinden angreb han uimodståeligt og satte resten af favoritterne på plads på en måde, der fik den tyske sprinter Marcel Kittel til tasterne på Twitter:

- Jeg har aldrig i mit liv været så vred over en andens resultat. Og jeg kan se, at mange af menneskerne omkring mig har det på samme måde, skrev Kittel, der selv sprintede tre etapesejre hjem.

Saxo-Tinkoff blandede sig også på Twitter - men det var åbenbart for kontroversielt, så det blev slettet igen.

- En MEGET overraskende etapesejr til Mustapha Sayar. Teamsaxotinkoff's Rory Sutherland sluttede side om side med Berhane.

Efterfølgende måtte Sayar forsvare sig. Han afviste, at han havde noget at sige til de andre rytteres mistanke, men han afviste, at han ville komme i samme situation som Grabovski.

- Grabovski var en meget god sportsmand, men han var for ambitiøs. Jeg tror ikke, at jeg vil komme i den samme situation, lød den forkølede afvisning fra Sayar.

- Jeg er ikke glad for at få disse spørgsmål, jeg har ikke noget at bevise, sagde han da den endelige sejr var hjemme.

Men mon ikke Sayar fremover kan regne med flere kritiske spørgsmål, hvis fremgangen fortsætter?

Dagens Gossip