Etapevinder lader benene tale: Majka smiler og smiler

Rafal Majka lever til fulde op til den i cykelsporten velkendte kliché om "at lade benene tale".

Selv ikke polakkens anden etapesejr i årets Tour de France kunne fremkalde mange ord hos rytteren fra Tinkoff-Saxo - måske fordi han skulle tale engelsk og ikke sit modersmål.

Majka er således den diametrale modsætning til holdkammeraten Michael Rogers, som var yderst meddelsom efter sin solosejr tirsdag.

Den polske vinder var til gengæld et stort smil, da han mødte den skrivende presse efter sin sejr.

- Det er min første Tour, og nu har jeg vundet to etaper, siger Majka og smiler.

- Det er skønt vejr her, ikke som i Giroen, hvor det er koldt og regner. Jeg elsker dette klima og varmen, fortæller han.

Rafal Majka fortalte også, at hans store mål, da han sad i udbrud, var at stikke af fra Joaquim Rodriguez og dermed udbygge sin føring i bjergkonkurrencen, hvor spanieren fra Katusha har været den nærmeste rival.

- Jeg følte mig rigtig stærk de sidste fem kilometer, siger Majka.

- Mine holdkammerater arbejdede fantastisk for mig. Vi var uheldige efter 10. etape, men på hviledagen havde vi et møde, hvor Bjarne Riis og Oleg Tinkov sagde, at vi skulle kæmpe og vinde en etape.

- Nu har vi så vundet tre, og jeg er på vej med trøjen til Paris, siger Majka - efterfulgt af endnu et stort smil.

Rafal Majka fører bjergkonkurrencen med 149 point, mens løbets førende rytter Vincenzo Nibali er nummer to med 118. Rodriguez har 112 på tredjepladsen.

/ritzau/

Dagens Gossip