Etiopien-sag skader Danmarks omdømme

Efter en række kritiske sager om adoption, står Danmark ikke længere som et uplettet velfærdssamfund, der vil adoptivbørn det bedste.

Det siger formand for Adoption og Samfund, Jens Damkjær, efter at socialminister Karen Hækkerup (S) fredag lukkede for adoptionsbureauet DanAdopts adoptioner af børn fra Etiopien på baggrund af Ankestyrelsens undersøgelse af konkrete adoptionsforløb.

- Først have vi Amy-sagen, så kom Masho-sagen og igen i februar var der en sag, hvor ministeren stoppede DanAdopts samarbejde med børnehjemmet Enat Alem i Etiopien. Efter de sager står vi ikke som et uplettet velfærdssamfund, der vil børn det godt.

Damkjær tilføjer, at det ikke kun er Danmark, der stiller spørgsmål til Etiopien, men at det også går den anden vej:

- De vil vide, hvad det er for et land, der behandler børn og forældre på den måde, og hvorfor børn, der kommer til Danmark, ikke får den trygge opvækst, man regner med, men at flere anbringes uden for hjemmet, fordi familien ikke kan tage sig af dem.

Formanden kalder situationen et reelt problem, men har endnu ikke hørt om lande, der efter sagen i går har fravalgt at bortadoptere til Danmark:

- Men man kan jo godt forestille sig, at de for tiden fravælger Danmark. Der er jo andre lande, hvor forældre står parat til at tage sig af adoptivbørn.

Alligevel tror Damkjær på, at Danmark kan genskabe sit ry som et attraktivt land at adoptere til. Hvis der vel at mærke fokuseres på samarbejdet med de organisationer, der giver børn til adoption og hvis der tilbydes den nødvendige hjælp:

- Vi skal kunne rådgive og vejlede adoptivbørn og familier. Og vi har brug for et videns- og formidlingscenter, der kan klæde kommuner, børn og institutioner på med den adoptionsfaglige viden, der er behov for. Får vi det, vil det genskabe tilliden.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV