Eto'o og Chelsea ydmyger Manchester United

Krisen fortsætter i storklubben Manchester United, mens Chelsea hænger på i mesterskabskampen.

Det er status oven på de to holds møde søndag aften, som Chelsea på hjemmebane trak sig ud af med en sejr på 3-1 efter et hattrick af camerouneren Samuel Eto'o.

Allerede efter et kvarter fandt et dominerende Chelsea-hold vejen til nettet for første gang.

Samuel Eto'o tog et træk ind i banen fra højre side, før han afsluttede med det kolde venstreben. Afslutningen rettede en glidende Phil Jones af, og bolden dykkede ned i det lange hjørne utageligt for David De Gea.

De rødklædte gæster havde en god mulighed for at udligne på måltavlen efter 37 minutter, da et fladt indlæg på mærkværdigvis gik hele vejen gennem Chelsea-forsvaret og havnede hos Danny Welbeck.

Fri tæt under mål afsluttede den engelske landsholdsangriber svagt, og skuddet gav ingen problemer for Petr Cech.

I stedet for en udligning udbyggede Chelsea føringen i første halvlegs sidste minut.

Nok engang var det Samuel Eto'o, der havde sidste fod på bolden. Angriberen sparkede første gang på et fladt indlæg fra højre, og så var 2-0-føringen en kendsgerning.

Det skulle dog blive endnu værre for den pressede Manchester United-manager, David Moyes, kort inde i anden halvleg.

Chelseas forsvarsspiller Tim Cahill steg ugeneret til vejrs efter et hjørnespark og headede bolden mod mål. David De Gea halvklarede, men returen havnede for fødderne af brandvarme Samuel Eto'o, der let kunne sparke bolden ind og dermed sikre sit hattrick.

Herefter faldt intensiteten i opgøret en smule.

Tolv minutter før tid lykkedes det Manchester Uniteds mexicaner Javier Hernández at reducere til slutresultatet 1-3.

For at gøre ondt værre for Manchester United, blev holdets anfører Nemanja Vidic udvist i overtiden for en alt for voldsom tackling.

Med sejren er Chelsea henholdsvis et og to point efter Manchester City og Arsenal i toppen af tabellen.

Manchester United må tage til takke med en skuffende syvendeplads.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV