EU advarer Polen og udstikker frist for godkendt retsstat

Skrevet af admin

27/07/2016

Dagens topnyheder

Polen lever ikke op til EU's basale spilleregler for en retsstat, og derfor strammer EU-Kommissionen skruen over for det store østland.

Kommissionen giver Polen tre måneder til at sikre forfatningsdomstolens uafhængighed. Med advarslen følger konkrete forslag til ændringer.

- Trods dialogen med de polske myndigheder siden årets begyndelse mener EU-Kommissionen, at Polen endnu ikke har løst problemerne med retsstatens principper, siger førsteformand Frans Timmermans.

Der er med andre ord tale om en formel anbefaling til løsning af problemet.

- Retsstaten er en af søjlerne i vores union. Det har stor betydning for alle, herunder den enkelte borger, at man beskyttes af loven, og at der er uafhængige domstole, som varetager ens interesser, siger Timmermans.

I sidste ende kan EU vælge at suspendere Polens stemmeret.

Polen har allerede tilpasset en reform i et forsøg på at tilfredsstille EU-Kommissionen. Eksperter har ifølge nyhedsbureauet Reuters sagt, at disse ændringer er utilstrækkelige.

Domstolen vil fortsat være bundet, lyder kritikken.

Kommissionen anerkender, at "visse ændringer går i den rigtige retning". Men de "grundliggende problemer er uløste", melder Timmermans.

I skrivelsen til Polen hedder det, at regeringen hurtigt skal tage hånd om de fortsatte problemer.

/ritzau/