EU-aftale udskudt til efter sommerferien

Sådan lyder meldingen fra både Socialdemokraterne og Venstre, inden de sætter sig til forhandlingsbordet i Udenrigsministeriet mandag klokken 13.

»Det går stille og roligt fremad, og forhandlingerne er i en god gænge, men der er nogle issues, som vi nok ikke når at få helt styr på,« siger EU-ordfører Jens Joel (S).

Han understreger, at der egentlig ikke er uenigheder mellem forhandlingsparterne, der betyder, at en aftale lader vente på sig. Men der skal falde nogle detaljer på plads omkring blandt sociale ydelser, inden forliget falder på plads.

Venstres EU-ordfører regner heller ikke med, at forhandlingerne bliver afsluttet mandag.

»Vi kommer forhåbentlig nærmere målet, men jeg regner ikke med, at vi bliver færdige inden sommer. Vi skal nok nå det, og vi skal nok få en aftale. Det er jeg helt sikker på. Men alle parter skal lige være helt trygge ved det,« siger Jakob Ellemann-Jensen (V).

Han bekræfter, at det blandt andet er spørgsmålet om sociale ydelser og andre EU-borgeres muligheder for at modtage sociale ydelser, der skal afklares.

»Det handler primært om euroen, bankunionen og så det, der populært kaldes velfærdsturisme,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Siden 2010 har der i Danmark været regler om et såkaldt optjeningsprincip for at modtage børnechecken. De regler omfattede også EU-borgere, men efter to domme ved EU-Domstolen i 2011 og 2013 har EU-Kommissionen fastslået, at Danmark må ændre reglerne på området.

Flere af de borgerlige partier har peget på, at det ikke er rimeligt, at man netop kan få ret til børnecheck uden at have gjort sig fortjent til det.

Dagens Gossip

Dagens TV