EU-ambassadører sveder mandag aften over nyt budget

Skrevet af admin

17/11/2014

Dagens topnyheder

Ambassadører fra de 28 EU-lande gør mandag aften i Bruxelles et nyt forsøg på at nå til enighed med EU-Parlamentet om næste års budget.

Drøftelserne gælder ikke mindst spørgsmålet om at få betalt en del af EU's store forfaldne regninger i 2014, så de ikke skubbes over i det følgende regnskabsår, som EU efterhånden har fået for vane.

EU har ifølge EU-Kommissionen ubetalte regninger for omkring 200 milliarder kroner i 2014. Gælden er vokset og mere end femdoblet siden udgangen af 2010.

Forhandlingerne blev sat på pause fredag aften, da EU's finansministre trods 10 timers armlægning mellem medlemslandene ikke kunne enes om et fælles udspil til EU-Parlamentets budgetudvalg.

Lørdag nåede ministerrådet imidlertid til enighed med sig selv om at afsætte godt to milliarder euro (godt 15 milliarder kroner) ekstra til ubetalte regninger i 2014 og forsøger nu at nå et kompromis med EU-Parlamentets budgetudvalg.

Afstanden mellem dem er cirka 48 milliarder kroner. Parlamentet kræver et 2015-budget på 146,4 milliarder euro (1098 milliarder kroner), mens finansministrene insisterer på 140 milliarder euro (1050 milliarder kroner).

Pengene går til landbrugsstøtte, udviklingsprojekter i de mindre velstående medlemslande især i Øst- og Centraleuropa, til forskning og til studerende i Erasmus-programmet.

Uenigheden i ministerrådet går derfor også mellem EU's nyere medlemmer i Central- og Østeuropa på den ene side og på den anden side "budgetansvarlige lande" som Danmark, der ønsker budgetdisciplin, sagde finansminister Bjarne Corydon (S) i fredags.

Ministerrådet anerkendte dog lørdag, at EU's ubetalte regninger har nået "et hidtil uhørt niveau", og de lovede at "håndtere denne exceptionelle situation". EU-Parlamentet har insisteret på, at EU's regninger skal betales.

- Vi kan ikke fortsætte på denne måde. Det er EU's troværdighed, der er på spil, sagde formanden for parlamentets budgetudvalg, den liberale Jean Arthuis, fredag.

Hvis det mislykkes at nå et budgetkompromis inden tirsdag, må budgetkommissær Kristalina Georgieva udarbejde et nyt forslag.

/ritzau/