EU bereder strammere og forlængede Ruslands-sanktioner

Skrevet af admin

28/01/2015

Dagens topnyheder

EU's udenrigstjeneste lægger onsdag op til, at udenrigsministrene på deres hasteindkaldte møde torsdag kan træffe en række beslutninger om skærpet kurs over for Rusland som følge af situationen i Ukraine.

Ifølge det foreløbige udkast til mødets konklusioner kan ministrene blandt andet give EU-Kommissionen en uge til at foreslå yderligere navne til EU's sanktionsliste. Desuden lægges der op til at forlænge de allerede eksisterende personsanktioner med seks måneder, når de udløber i marts.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters, der har set udkastet.

Der lægges ifølge Reuters også op til andre stramninger af EU's sanktioner, samtidig med at EU kræver fri adgang for observatører til regionerne Donetsk og Lugansk samt områderne langs Ukraines grænse til Rusland.

Udkastet skal senere onsdag behandles af de 28 EU-landes ambassadører i Bruxelles.

Ambassadørmødet vil give en klarere indikation af, hvor langt landenes enighed rækker. Den endelige beslutning vil være op til ministrene, som alle skal være enige, før EU kan træffe beslutninger om sanktioner.

Det er ikke sikkert, ministrene skal træffe endelige beslutninger torsdag. Det er sandsynligt, at de sætter arbejdet i gang med henblik på, at de kan godkende nye skridt på deres næste møde 9. februar.

Der blev tirsdag skabt ny usikkerhed om, hvorvidt det kan lykkes at bevare den enighed, der det seneste år har været afgørende for de mange skridt, EU har taget i forhold til Rusland.

Få timer efter, at EU-præsident Donald Tusks kontor udsendte en erklæring med skarp kritik af Ruslands rolle i de seneste dages optrapning af kampene og et raketangreb i byen Marjupol, meldte den nye græske regering sin utilfredshed med erklæringen.

Erklæringen var ellers udsendt i samtlige 28 stats- og regeringschefers navn.

Den nye græske regeringsleder, Alexis Tsipras, er gået til valg på et opgør med EU's og andre kreditorers skrappe sparekrav. Men der har også været antydninger af, at Tsipras kunne tænkes at udfordre EU's kurs over for Rusland.

Det har blandt andet vakt opsigt, at et af Tsipras allerførste møder efter indsættelsen mandag var med Ruslands ambassadør i Grækenland. Den nye udenrigsminister, Nikos Kotzias, har ifølge flere medier også et nært forhold til Rusland.

/ritzau/