EU-boss følger op på sanktioner med rygklap i Kijev

Samme dag som nye europæiske sanktioner træder i kraft, advarer EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, Rusland om, at våbenhvilen i Ukraine ikke er nok til at sikre en holdbar fred.

Under et besøg i Ukraines hovedstad, Kijev, kritiserer han også Ruslands "uacceptable opførsel" over for nabolandet.

Efter et møde med den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, kalder Barroso det et positivt skridt, at den ugelange våbenhvile holder i et østlige Ukraine, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Det er imidlertid stadig utilstrækkeligt til at garantere en holdbar fred, siger han.

- Mens vi er indstillet på at række ud og søge en forhandlet løsning, så vil vi på samme tid ikke tøve med at reagere beslutsomt på Ruslands uacceptable opførsel, konstaterer kommissionsformanden og lover fortsat EU-opbakning til Ukraine.

- Vi har i dag diskuteret, hvordan man finder en varig løsning på konflikten. Det er vores primære mål, siger Barroso og appellerer til Rusland om at vise samme samarbejdsvilje om en fredsplan for Ukraine.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, reagerer ifølge nyhedsbureauet Reuters med forundring over, at EU og USA fredag har strammet sanktionerne.

- Når situationen bevæger sig mod en fredelig løsning, så tages der skridt, som har til hensigt at forstyrre fredsprocessen, siger han under et besøg i den tidligere sovjetrepublik Tadsjikistan.

Han advarer om, at Rusland overvejer modsanktioner.

EU's sanktioner, der er trådt i kraft fredag, rammer blandt andre ledende medlemmer af det russiske parlament, som får indefrosset deres indeståender i europæiske banker. I alt er 24 navne føjet til listen.

Russiske olieselskaber og banker får samtidig begrænset deres adgang til kapital i europæiske banker.

Ukraine har modtaget nyheden om de europæiske sanktioner med stor tilfredshed.

/ritzau/

Dagens Gossip