EU-chef er kun forsigtig optimist før migrationstopmøde

Skrevet af admin

17/03/2016

Dagens topnyheder

EU-præsident Donald Tusk er torsdag en forsigtig optimist med streg under forsigtig før starten på et EU-topmøde, der efter planen skal ende med en omfattende flygtninge- og migrationsaftale med Tyrkiet.

- Kun hvis vi alle arbejder sammen på en koordineret måde og holder hovedet koldt, vil vi få succes, siger Donald Tusk før topmødet, der starter torsdag eftermiddag i Bruxelles.

- Jeg er en forsigtig optimist, men helt ærligt mere forsigtig end optimist, siger EU-præsidenten, der forudser "svære forhandlinger" på topmødet, der efter planen skal slutte med en aftale fredag.

Den noget kølige vurdering af mulighederne for en aftale med Tyrkiet kommer efter et forløb, hvor en optimistisk Donald Tusk op til et topmøde mandag i sidste uge rejste rundt og forhandlede en aftale, hvor Tyrkiet tog alle økonomiske migranter tilbage fra Grækenland.

EU-præsidenten, der leder slagets gang på EU-topmøderne, troede, at han rejste rundt og forhandlede Plan A, men i virkeligheden forhandlede han Plan B, viste det sig.

For den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og premierminister Mark Rutte fra det hollandske EU-formandskab forhandlede natten før topmødet i Bruxelles for ti dage siden en større og mere omfattende plan med Tyrkiets premierminister, Ahmet Davutoglu.

Ifølge den plan, der kom som en stor overraskelse for alle andre på topmødet, skulle Tyrkiet nu tage alle - både flygtninge og migranter - tilbage fra de græske øer.

Til gengæld gik den tyrkiske pris op. Flere penge, hurtigere visumfrihed til EU for 80 millioner tyrkere og mere fart på de ellers stillestående udvidelsesforhandlinger med EU.

Og for hver syrisk flygtning, der sendes retur fra Grækenland til Tyrkiet, skal EU-landene tage en anden syrer fra en flygtningelejr i Tyrkiet og genbosætte vedkommende i EU.

På den måde skulle menneskesmuglernes forretning kvæles, når dem, der tager chancen over Det Ægæiske Hav, bliver sendt retur og havner bagest i køen til genbosættelse.

Cypern, der har en over 40 år lang strid med Tyrkiet, er dog lodret imod at sætte mere fart på udvidelsesforhandlingerne, så længe tyrkerne diskriminerer mod den ellers internationalt anerkendte græsk-cypriotiske regering i Nicosia.

Før det nye topmøde fredag understreger Donald Tusk nu tre principper for de forestående forhandlinger om en aftale med Tyrkiet.

- For det første skal aftalen være acceptabel for alle 28 medlemslande, uanset om de er store eller små, siger EU-præsidenten.

For det andet skal en aftale leve fuldt op til både EU-love og internationale love, og for det tredje skal den understøtte EU's strategi i flygtninge- og migrationskrisen, understreger Donald Tusk.

Over 1,2 millioner flygtninge og migranter er det seneste år ankommet til et EU, der er dybt splittet i håndteringen af den store menneskestrøm.

- Det, der står på spil, er, om vi kan opnå en aftale, der for første gang giver os mulighed for at få en holdbar europæisk løsning på flygtningekrisen, sagde Angela Merkel onsdag i Berlin.

/ritzau/